Læserbrev: Vores børn er ikke skyld i forureningen fra Grindstedværket. Det er de fleste af os andre sådan set heller ikke. Alligevel siver den gamle forurening stadig ud i Varde Å og Vesterhavet ved Kærgård Plantage.
Regionerne har lavet en gennemarbejdet plan for, hvordan vi får ryddet op her - og ved de andre generationsforureninger. De hedder generationsforureninger, fordi vi har arvet disse store forureninger og ikke kan tillade os at sende giften videre til vores børn. Regeringen har dog ikke afsat penge i dette års finanslovsforslag til at føre planen ud i livet.
SF har ved dette års finanslovsforhandlinger igen oprydningen med som et vigtigt krav, ligesom sidste år.
SF Varde har gjort, hvad vi kan for at sætte sagen på dagsordenen, for børnenes og naturens skyld. Vi håber, at de andre støttepartier og regeringen i år får pengene på plads, så miljø ikke bare er noget, man taler om i skåltaler!
Støt op!