Varde: Torsdag den 4. marts kan du se med hjemmefra, når en af dansk litteraturs store stjerner, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, fortæller om sin succesroman, "Margrete 1". Det oplyser Varde Bibliotek i en pressemeddelelse.
Margrete 1., der trods umulige odds samlede hele Norden, er vel nærmest det ultimative historiske kvindeforbillede. Men hvordan var hun egentlig? Og hvad tænkte hun?
Anne Lise Marstrand-Jørgensen overbeviser alle om den lille vævre dronnings visionære politiske evner i en tid, hvor prinsesser blot var forudbestemt til at føde arvinger. Samtidig er det et kvindeportræt på godt og ondt, og de spændende politiske forviklinger integreres stilsikkert i dronningens nuancerede udviklingshistorie.
Romanen er nomineret til DR Romanprisen i år.
Foredraget livestreames, så du kan følge med hjemmefra, og er gratis, men du skal bestille billet på bibliotekets hjemmeside senest klokken 12 dagen før.