Varde: Der er blevet stille hos fysioterapeuterne hos FysioDanmark, hvor man under coronakrisen kun tilbyder behandling i kritiske situationer. Klinikken og trænigscentret på Vestre Landevej besøges under normale omstændigheder af op til 1000 patienter og medlemmer hver dag, og et lignende antal mennesker lægger vejen forbi klinikkerne i Billund og Esbjerg. Men forleden havde man på alle tre klinikker tre besøgende.
- Vi ved, at der går patienter rundt derude, som har brug for behandling, råd og vejledning, siger fysioterapeut Tine Madsen i en pressemeddelelse.
Derfor har Danske Fysioterapeuter og regionerne indgået en aftale om telefon- og videokonsultationer.
- Vi er klar fra basen i Varde, der er bemandet med nogle af vores mest erfarende terapeuter, bla Susanne Qvistgård, Tine Madsen og Mette Thomsen. Alle med 15-25 års erfaring, fortæller ejer og fysioterapeut Lars Nikolajsen.
Digital rådgivning
- Peer Larsen, som er klinikchef i Varde, har arbejdet intenst de seneste to dage sammen med FysioDanmarks folk for at få det op og stå så hurtigt som overhovedet muligt, ud fra en forventning om, at der må sidde nogle derude, der har brug for en fysioterapeutisk udredning og vejledning - måske relevante øvelser og gode råd, fortæller Lars Nikolajsen.
Senest mandag vil alle FysioDanmark klinikker på landsplan være i drift med videokonsultationer.