Varde: Nogen almindelig arbejdsuge på 37 timer kommer Helge Larsen nok aldrig til at få. Det er umuligt, når man, som ham, er dedikeret til det, han laver. Men som ansat slipper han med glæde de mange administrative arbejdsopgaver, der er forbundet med at eje sin egen forretning. At han har solgt til en rigtig dygtig kollega, Robin Thybo, har været afgørende for salget.
- Der er mange følelser involveret i en forretning, man siden 2003 selv har bygget op, så jeg var ikke villig til at sælge til hvem som helst, fortæller Helge Larsen, der for et par måneder siden henvendte sig til kollegaen Robin Thybo, der i forvejen ejer Estate i Bramming og Esbjerg.
Helge Larsen, Estate VardeVi har solgt cirka 70 boliger i år. Og 2021 bliver måske også et rekordår. Det er sælgers marked, så hvis man overvejer at sælge sit hus, så er det bare med at slå til, for lige nu får sælger ikke bedre vilkår.
- Robin er utrolig dygtig, især til at markedsføre sine forretninger, og jeg tænkte, at der for ham ville være et stærkt potentiale i også at overtage min forretning, der primært beskæftiger sig med boliger og sommerhuse i Varde Kommune . Det mente han også, så vi fik ret hurtigt underskrevet en kontrakt, fortæller Helge Larsen, der med et salg egentlig kunne have valgt at gå i en helt anden retning.
- Jeg kan godt lide det, jeg laver, og er utrolig glad for kundekontakten. Før jeg blev ejendomsmægler, var jeg i detailhandlen i knap ti år. Jeg er oprindelig uddannet civiløkonom og vil gerne beskæftige mig med både tal og mennesker, og specielt i disse år er der fuld fart på vores branche, så jeg så ingen grund til at skifte retning. Desuden var det en betingelse for handlen, at jeg fortsatte som daglig leder, fortæller Helge Larsen, der derfor blev ansat som daglig leder i Varde.
Rekordår
2020 er for mange ejendomsmæglere blevet et rekordår. Således også for Estate i Varde.
- Vi har solgt cirka 70 boliger i år. Og 2021 bliver måske også et rekordår. Det er sælgers marked, så hvis man overvejer at sælge sit hus, så er det bare med at slå til, for lige nu får sælger ikke bedre vilkår. Vi mangler især sommerhuse og et-plans 70’er villaer med beliggenhed på lukkede villaveje, tilføjer ejendomsmægleren, der konstant er på boligjagt.
Det er primært de administrative opgaver, Helge glæder sig til at slippe af med. Det er de timer, der koster dyrt, når man også har kone og tre børn.
- Siden jeg i 1998 gik ind i ejendomsmæglerbranchen, har jeg ikke været så meget hjemme, men nu, hvor jeg med ro i sindet har solgt forretningen, forventer jeg, at der bliver mere tid til alting, lyder meldingen fra Helge Larsen, der privat bor i Oksbøl.