Annonce
Ugeavisen Varde

Hunde er en livsstil for Erik

Pascha på fire år er glad for, at Erik Breukelman er kommet hjem fra arbejde. Foto: Karina Øhlenschlæger
Sammen med sin kone Kit har Erik Breukelman Kennel Glimbi, hvor de avler belgiske hyrdehunde - der bor ofte mere end 20 hunde i huset på landet ved Thorstrup.
Annonce

Thorstrup: Der var, der var, to, der var - mange - rigtig mange hunde. Alene de to kuld hvalpe af belgiske hyrdehunde på henholdsvis ti og fire fylder godt i hjemmet ved Erik og Kit Breukelman. Derudover er der 20 voksne hunde i alderen fem måneder til 11 år.

- Det er en livsstil, siger Erik Breukelman og tilføjer:

- Vi lever på hundenes præmisser, vi tager ikke på ferie.

Det er omkring 20 år siden, han flyttede fra Holland til Danmark - både på grund af job og en kæreste. Dengang havde han ikke hund, selvom han gerne ville.

- Jeg var meget væk med mit arbejde, så skal man ikke have hund, siger han, der som speditør kunne være væk hjemmefra flere dage i træk.

Han arbejder stadig meget, men så tager Kit sig af hundene. Det er fem år siden, parret flyttede på landet uden for Thorstrup - for at få plads til hundene.

Det er sjovt at arbejde med hvalpene og se deres udvikling

Erik Breukelman, træner ved Dansk Kennel Klub Kreds 11

Annonce

Hundetræning

Interessen for hunde har altid været der for Erik Breukelman, og han har taget uddannelsen, så han kan træne hunde til at deltage i show samt som hvalpetræner.

Han deltager stadig i showkonkurrencer med hundene både i Danmark og i udlandet, og en af deres hunde, Pascha har vundet verdenspræmien for sin race i både 2017 og 2018.

For Erik er det vigtigt, at træningen med hundene er sjovt.

- Jeg er tilfreds, når hunden kan 95 procent af det, den skal. Når du er konkurrencemenneske, skal det være 110 procent, siger Erik Breukelman, som derfor ikke deltager i konkurrencer i lydighedstræning længere.

Han har også prøvet kræfter med at træne en af hundene Aquino til redningshund til at finde mennesker i blandt andet ruiner og brande. Da reglerne blev lavet om, droppede han det, inden hun blev færdiguddannet.

Annonce

Hundeven

Hvalpetræning er noget af det, Erik Breukelman går rigtig meget op i - fordi han synes, det er vigtigt, at en hund kan det helt basale og ikke slæber afsted med sin ejer, når de går tur.

- Den skal jo ikke rive armen af dig, siger han, der netop har genoptaget hvalpetræning under Dansk Kennel Klub.

- Jeg har savnet det. Det er sjovt at arbejde med hvalpene og se deres udvikling, siger Erik Breukelman.

Derhjemme kommer de små hvalpe - inden de er klar til rigtig træning, blandt andet med ud til nogle venner, der har heste og geder, så de lærer andre dyr at kende.

- Vi får også mange gæster, så de møder mennesker, og vi kører i bil med dem, siger han.

En af de ting, han holder af ved hundene, er glæden.

- Selvfølgelig gør de en glad. Der er altid nogen at komme hjem til. Det er ubetinget kærlighed, siger han.

Darth er på billedet præcis otte uger gammel. Han er ud af et kuld på ti hvalpe. Erik Beukelman glæder sig til, at han snart skal træne hvalpe igen. Foto: Karina Øhlenschlæger
Erik Breukelman både avler og træner hunde i sin fritid. Foto: Karina Øhlenchlæger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce