Starup: Den 23. april 2022 fyldte ildsjælen Ilse Due fra Starup 60 år. Det skriver Vardemuseerne i en pressemeddelelse.
Ilse blev for 28 år siden ansat som souschef, da Helle Kommune besluttede, at der skulle opføres en børnehave i Starup. Her blev der skabt en børnehave med liv og sjæl, hvor børnene blev udfordret og stimuleret. Kort tid efter sin ankomst til Starup var hun desuden involveret i frivilligt arbejde rundt i hele byen. Der blev med blandt andet Ilses opfordring anlagt en cykelsti, nye broer over Holme Å, skabt børneteater, lavet velkomstmapper, afviklet caféaftner, grundlovsarrangementer og mere til. Hun fik skabt ”Skalken”, som er en artikelserie i Borgerbladet, der hjælper tilflyttere med at lære borgerne at kende. Hun har i over 10 år været frivillig rundviser i området ved Baldersbæk, ligesom hun hvert år planlægger og afvikler børneformidling, så også de yngre generationer får et tilhørsforhold til lokalområdet. I de seneste år har Ilse arbejdet med ældre, først på Helle Plejehjem og senest ved Billund Kommunes dagcenter. Her har hendes drivkraft og kreativitet også slået igennem med blandt andet ”Mokka for fruer”, ulveekskursion i Klelund, sangaftner på plejehjemmet eller når hun tog et par høns eller en kanin med på arbejde.