Annonce
Ugeavisen Varde

Indehaver af Boutique Sanne i Varde: Yes! Nu er der lys forude

Der var de tilladte fem kunder inde i Boutique Sanne, derfor blev Anne Kathrine Schmidt fra Varde udenfor sammen med hunden Gabbie. - Jeg har købt et par bukser. Nu prøver jeg dem derhjemme, og passer de ikke, så kan jeg jo altid få dem byttet. Hvor er det dejligt, at byen igen har fået liv, tilføjer hun. Foto: Malene Wonsbek
Når en kunde vil betale mere for varen, end det der står på prisskiltet, så ved man, at man er savnet. Den oplevelse havde Sanne Andreasen, indehaver af Boutique Sanne, Kræmmergade i Varde.

Varde: - Nu kan det ikke gå helt galt. Vi klarede det. Nu er det værste overstået. Der er lys forude.

Sådan lød de spontane ord fra Sanne Andreasen på detailbutikkernes åbningsdag, mandag den 1. marts. Sanne Andreasen, indehaver af Boutique Sanne i Kræmmergade, er lykkelig over atter at kunne åbne butiksdøren og byde kunderne indenfor.

- Det er helt utroligt, den sympati og opbakning vi har fået af kunderne. Det er virkelig gået op for mange, hvor trist det er at gå igennem en bymidte med lukkede butikker. Vi har forsøgt at holde liv i kunderelationerne gennem facebookopslag, fortæller hun.

Sanne Andreasen er kendt for at lave lykkeposer. I år ingen undtagelse.

- I den sidste tid har vi solgt vildt mange lykkeposer, som folk har afhentet ved butiksdøren. De koster bare 100 kroner. Og jeg blev helt rørt, da en kunde for nylig nærmest insisterede på at give 150 kroner for lykkeposen, for hun ville så gerne vise sin sympati overfor forretningen og vores situation. Det skulle hun naturligvis ikke, men alene tanken om, at hun tænkte sådan, gjorde mig helt varm indeni, understreger Sanne, der har pyntet det ene vindue med udsalgsvarer og de andre med farverige forårsnyheder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce