Ølgod: Hvorfor skal de små børn begynde først? Hvad gør man, hvis man bliver syg, og lægen har lukket? Er det sikkert at sende min datter i børnehave?
Små spørgsmål kan let vokse sig store, hvis de ikke bliver stillet. Og hvad gør man, hvis der ikke er nogen at stille dem til?
Som hjemsendt lærer på FGU Vest i Varde, fandt 51-årige Ulla Riber en kreativ måde at tænke undervisning på. Hun besluttede sig for at lave walk-and-talk-dansk med blandt andre Inga, der har dansk som andetsprog. Og det gav mening.
Det er ofte lettere at få stillet spørgsmål på en gåtur i nærområdet end i en online undervisningssituation, hvor der også er andre elever med.Ulla Riber, underviser FGU Vest, Varde
23 år, mor og ny i Ølgod
Da coronanedlukningen satte ind, var 23-årige Inga Osma lige begyndt på FGU vest i Varde på linjen mad og ernæring. I november sidste år flyttede Inga, hendes kæreste og deres tre-årige datter til Ølgod, hvor han havde fået arbejde.
- Jeg vil gerne lære dansk, så jeg kan uddanne mig til tjener, fortæller Inga, der følte sig lidt isoleret, da corona lukkede landet ned.
Skolen lukkede, og hun blev sendt hjem. Kæresten blev hjemsendt fra arbejde. Børnehaverne lukkede, og datteren Nikola blev sendt hjem. De var endnu så nye i byen, at de ikke havde opbygget et stort netværk.
Livspraktisk dansk
- Når jeg via videolektioner gennemgik danskopgaver med Inga, kunne jeg mærke, at der var mange andre spørgsmål, der trængte sig på. På et tidspunkt foreslog jeg, at vi skulle mødes. Inga var med på ideen, så jeg kørte til Ølgod. Vi fik talt om stort og småt. Jeg vil kalde det livspraktisk danskundervisning, tilføjer Ulla Riber med et stort smil.
Den ene af i alt tre undervisningslektioner er nu byttet ud med walk-and-talk-dansk, og Ulla har fire ikke etnisk danske elever i Varde og opland, som hun kører ud til.
FGU Vest, Varde
Vi har i perioden kun haft enkelte elever på skolen til særlige forløb.
FGU vest har 21 elever på EGU (red. erhvervsgrunduddannelse) kun én elev har været hjemsendt i denne periode (vedkommende er i den kommunale tandpleje, som har været lukket).
Den 18. maj hejser vi flaget og starter skolen igen – omend på lidt andre vilkår. Vi følger naturligvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Derfor deler vi vores elevgruppe i to - et hold fra 8.00 – 11.00 – et andet hold fra 11.30-14.30.
Kommentar fra Jes Laursen, leder af FGU Vest, Varde
Gåture på skemaet
- Jeg kan godt lide at bo i Danmark. Danskerne smiler meget. I begyndelsen savnede jeg mine venner og lettisk mad. Nu elsker jeg dansk mad, og jeg er så småt begyndt at lære flere at kende. Det har betydet rigtig meget for mig, at Ulla og jeg har gået tur og talt om corona, om børnehave og sikkerhed. Det har givet ro, siger Inga, på rigtig flot dansk.
Og Ulla nikker. For hun har også nydt at komme væk fra fjernundervisningen for at være i kontakt med eleverne – på afstand naturligvis.
- Det er dejligt at tale med dem, lytte til dem og vide, at de er ok. Som sidegevinst får jeg selv frisk luft og motion. Når coronasituationen er forbi, så vil jeg indføre walk-and-talk-timer på skemaet, siger hun.