Jeg har smidt støttehjulene

De seneste tre år har jeg været en del af de cirka 400.000 danskere, der tager en form for antidepressiv medicin. Men for få uger siden tog jeg den sidste halve pille, og det er... underligt!

Hvordan fa'en ved jeg, at jeg er klar? Sådan for alvor klar til at smide støttehjulene og helt være klar til at leve uden sikkerhedsnet? Svaret er nok, at det ved jeg heller ikke! Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg syntes, det på en eller anden måde holdt mig tilbage. Medicinen er helt fantastisk til at holde styr på følelserne og de helt store udsving bliver fladet ud. Ja, man bliver lidt følelsesflad. Da jeg mærkede den følelsesfladhed, så fornemmede jeg, at det måske var nu, det var tid.

Det kan måske virke lidt sådan omvendt, men da jeg startede på medicinen, der kunne jeg ikke mærke mine følelser, jeg vidste ikke, hvordan de virkede, hvad der var hvad, eller hvordan det hele egentlig føltes. Jeg var egentlig altid smilende, udadvendt og imødekommende; eller rettere det var i hvert fald det, jeg viste. Men sådan helt ærligt, så anede jeg ikke, hvem jeg selv sådan helt var og da slet slet ikke hvor skidt, jeg egentlig havde det. 

Medicinen var med til at sætte mine tanker og følelser i ro, så jeg ikke hele tiden var i en form for panik. Jeg kunne begynde at lære det der med følelser igen. Hvis du skulle være i tvivl, så er det i øvrigt er megasvært, det er da meget nemmere bare at ignorere dem og skubbe dem så langt væk, at man ikke længere kan mærke dem. Men jeg er ved at have lært det, og lige pludselig kunne jeg - for få uger siden - mærke, at medicinen var gået fra at give mig noget til at holde mig tilbage.

I den seneste uge er jeg et par gange blevet rørt - altså sådan rigtigt rørt med tårer i øjnene og det hele. Det har jeg aldrig prøvet før. At komme mig over stress, angst og depression har været noget af en omgang, men det med følelserne, det er altså svært. 

Nu har mine følelser ikke længere støttehjul, og jeg er stadig ved at lærer “at cykle” - sådan helt rigtigt.