Annonce
Ugeavisen Varde

Jeg troede, jeg var en stærk pige, men det er jeg først blevet efter min nedtur

Igennem hele mit liv har jeg arbejdet med blomster og lavet dekorationer til mange forskellige lejligheder for familie og venner. For mig er blomsterne, deres farver, dufte og sammensætning den rene terapi. Det glæder mig, at jeg nu har mulighed for at afprøve, om mit ønske om egen blomsterforretning kan bære, siger 42-årige Malene Thomsen fra Janderup. Foto: Malene Wonsbek
Nogle mennesker skal ud af et sidespor, inden de finder hovedvejen. 42-årige Malene Thomsen fra Janderup har været igennem en opslidende sygemelding. Nu har hun skiftet job, og synes at hverdagen igen er fantastisk.
Annonce

Janderup: At springe ud som selvstændig midt i en coronatid lyder måske som lidt af en udfordring, men Malene Thomsen har stået overfor det, der var værre. Ovenpå en stribe turbulente år har hun nu fået sine positive energier tilbage. Hun har egentlig altid gerne villet være blomsterbinder, men hun fik aldrig uddannelsen. Blomster har fyldt meget i hele hendes liv, og nu skal det være. Nu melder hun åbent hus med Blomstergården, der ligger på privatadressen og hovedvejen mellem Hyllerslev og Janderup.

I perioder har Malene haft så travlt, at hun har haft behov for, at datteren Lærke kunne hjælpe hende i butikken med at pakke blomsterne ind i cellofan. Foto: Malene Wonsbek

- Jeg finder så stor ro og glæde ved at arbejde med blomster. Jeg laver både sammenplantninger, afskårne buketter med friske blomster, blomsterdekorationer til alle lejligheder og blomsterkranse til kirkegården, siger Malene, der har indrettet en lille hyggelig butik i enden af staldbygningen.

Der er altid blomster i den lille bod ved vejen, hvor man betaler med mobilepay. Selvbetjening udenfor åbningstider er blevet populært, og det er Malene Thomsen selvfølgelig også gået med på. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Gik helt ned

Oprindelig er 42-årige Malene Thomsen uddannet ergoterapeut. Hun ønskede at hjælpe og rådgive folk, der oven på et sygdomsforløb har brug for hjælp til at få en bedre og lettere hverdag. Et job hun trivedes i dog uden helt at finde sin plads rent jobmæssigt. Og indenfor alle brancher sker der forandringer også i Esbjerg Kommune, hvor hun dengang var ansat. Da Malene, i 2013, kom tilbage til sit job efter barsel, kunne hun for alvor mærke forandringerne påvirke hende negativt.

Af forskellige årsager kom jeg aldrig i gang med den uddannelse, jeg egentlig ønskede mig, nemlig at blive blomsterbinder. Nu har jeg dog fået mulighed for at gå i gang med et nyt initiativ. Ved siden af butikken begynder jeg på et otte måneders online undervisningsforløb til florist,  siger Malene Thomsen med et smil. Foto: Malene Wonsbek

- Jeg er en type, der trives med struktur og forudsigelighed, og værdierne i min ansættelse som ergoterapeut gik i stik modsatte retning. Alligevel fortsatte jeg. Til sidst kunne jeg slet ikke slippe mit arbejde, når jeg kom hjem. Det tærede på kræfterne, åd al min energi, og jeg blev trist. På et tidspunkt blev det nok, og jeg sagde jeg op, fortæller Malene Thomsen, der er gift og har tre børn.

Jonas tjener lommepenge ved at rydde op og gå ud med mors blomsteraffald. Foto: Malene Wonsbek

Blomstergården

Blomstergården, der ligger mellem Hyllerslev og Janderup, har åbent tirsdag til fredag fra klokken 10 – 17 samt lørdag fra 9 – 12. Vejboden er altid åben, og man er velkommen til at køre op i indkørslen og se, hvad der er i det lille blomsterhus. Man kan også orientere sig på Blomstergårdens facebookside.

Efterfølgende fik hun vikariater som ergoterapeut i to børnehaver. Men heller ikke det var optimalt. Og i 2014, da begge vikariater var afsluttet, gik hun helt ned. Hun fik hovedpine, sov dårligt om natten, havde stress, angst og depression.

Annonce

En stærk pige

- Jeg var sygemeldt i et år og ni måneder. Jeg troede ellers, at jeg var en stærk pige og har altid haft den holdning, at langtidssygemeldinger også handler om at klemme ballerne sammen og komme i gang. Det kunne jeg ganske enkelt ikke. Jeg var helt nede og kysse bunden, inden jeg langsomt kunne begynde at arbejde mig op igen, siger Malene Thomsen, der nu stråler af livsglæde og overskud.

Små majs- eller makreldåser dekoreret med bånd bliver til en fin lille blomsterskål. Foto: Malene Wonsbek


Jeg troede, jeg var en stærk pige, men måske er det netop de stærke, der presser sig selv alt for langt ud, inden vi erkender, at vi ikke har det godt. Sådan var det for mig.

Malene Thomsen om sin nedtur, der endte med sygemelding i et år og ni måneder


Nu har hun genfundet sin indre styrke. Nu står hun stærkt og kan mærke sig selv. Nu arbejder hun med det, hun hele livet har ønsket at beskæftige sig med – blomster.

- Da jeg blev raskmeldt, var jeg i forskellige blomsterpraktikker. Jeg var i en periode også ansat som gravermedhjælper ved Henne og Lønne kirker. Jeg har sideløbende med arbejdet været på diverse kurser og begyndte sidste år at sælge fra min lille bod ved vejen. Det er den bod og min lille blomsterbutik, jeg nu satser 100 procent på, siger Malene og tilføjer:

En krans fra Malene Thomsen Blomstergården Janderup. Privatfoto

- Når jeg kigger tilbage på alt det, jeg har været igennem, så ville jeg ikke have undværet det. Det lyder måske lidt barsk, men det er sådan, jeg har det. Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv. Nu har jeg familiens fulde opbakning til at realisere mit ønske om at kunne leve af blomsterne, så nu skal det prøves.

Malene går gerne i genbrugsbutikker og finder glas, potter og vaser, som hun tilplanter. - Jeg sælger mest små værtindegaver, brugskunst og blomster til kirkegården, siger hun. Foto: Malene Wonsbek
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce