Annonce
Ugeavisen Varde

Jimmi og Katrine bygger hus i Alslev: Husk at nyde byggeprocessen undervejs

Det store glasparti er endnu ikke blevet monteret i køkkenet. - Det bliver spændende at få hullet lukket og fornemme virkningen, siger Katrine, der sammen med sin kæreste føler, at de har et godt overblik over byggeriet. Foto: Malene Wonsbek
Jimmi Thomsen og Katrine Vibekka Jørgensen har næsten fået alle deres ønsker opfyldt i deres nye hus i Alslev.
Annonce

Alslev: Til oktober vil en 240 kvadratmeter stor villa beliggende på en hjørnegrund på Marsvej i Alslev blive det fremtidige hjem for Jimmi Thomsen og Katrine Vibekka Jørgensen. Han er fra Esbjerg, hun er fra Varde, men de glæder sig begge til at blive borgere i Alslev, og de er allerede godt i gang med at integrere sig i det lille lokalsamfund.

- I sommer havde vi et stort rejsegilde, hvor vi fik hilst på en del naboer. Brugsen i Alslev hører ind under Foreningen Kvickly i Varde, så jeg kender jo området herude ret godt, siger Jimmi Thomsen, der er varehuschef i Kvickly i Varde.

For Jimmi Thomsens vedkommende er det anden gang, han bygger hus, og han har glædet sig over den erfaring, han har med fra sit første byggeri.

- Da jeg for seks år siden byggede for første gang, var alt nyt, men med dette husbyggeri har jeg haft overblikket og roen til også at nyde processen undervejs. Der er lidt af en entreprenør inde i mig. Jeg kan godt lide at arbejde med projekter, siger Jimmi Thomsen, der indrømmer, at det nok er ham, der har truffet de fleste beslutninger undervejs i byggeriet.

- Jeg er med i de store beslutninger, men om en væg skal rykkes 20 centimeter til den ene side, og hvor stikkontakterne skal placeres, det vil jeg gerne være fri for at tage stilling til, siger Katrine Vibekka Jørgensen, der er frisør og indehaver af salon Hairværk by Vibekka i Kræmmergade.

Når man bygger selv, får man sit hus, som man gerne vil have det. Det er en spændende proces, især når man har overblik og dygtige håndværkere.

Jimmi Thomsen

Annonce

Spækket med teknik

Parret mødte hinanden for halvandet år siden. Jimmi er fraskilt og far til to børn på 8 og 11 år, Katrine har en lille hund. Hjemmet i Alslev bliver indrettet med tre børneværelser, kontor og stort aktivitetsrum, så der er god plads til alle.

Husets samlingspunkt er køkkenalrummet, der bliver domineret af et vinduesparti i fem meters højde fra gulv til loft. Desuden bliver der en gangbro over køkkenet, der forbinder kontor og aktivitetsrum.

- Vi vil gerne have et ildsted i huset, men Jimmi kan ikke finde ud af at tænde op i en brændeovn, uden der kommer røg i hele huset, så vi får en gaspejs, og den kan tændes med en app, siger Katrine og griner drillende.

I det hele taget er huset spækket med teknik, der kan styres fra mobilen.

- Lys, vinduer, gardiner, markiser, gaspejsen, alarmen, vinduerne, ovnen og gulvvarmen kan jeg fjernbetjene, det er fedt. Det er lige mig, siger Jimmi, der også glæder sig over, at der indbygget i køkkenet blev plads til et tre kvadratmeter stort vinrum.

Annonce

Nyd byggeprocessen

- Vi har fået næsten alle ønsker opfyldt, og vi har været skarpe til at holde budgettet. Jeg er købmand også udenfor mit arbejdsliv, så jeg har holdt øje med gode tilbud, forhandlet priser og har løbende købt inventar til huset. Al sanitet til badeværelset fik vi til halv pris, det købte jeg for et år siden, siger Jimmi, der hermed giver et godt råd videre til kommende nybyggere.

Murermester Laust Lauridsen fra Årre har hovedentreprisen på byggeriet i Alslev.

- Jeg kender Laust fra det arbejde, han har lavet for Kvickly. Han er dygtig, ham har jeg tillid til. Det er vigtig, at man kan forenes i et positivt samarbejde. Der var mange detaljer, som ikke var beskrevet fra start. Undervejs har både Katrine, jeg og håndværkerne fået gode ideer og ændret på tingene, eksempelvis fandt vi ud af at udnytte pladsen bag køkkenskabene til trappe og grovkøkken. Jeg er forbi byggeriet hver eneste dag for at følge med i processen, det er en meget positiv oplevelse, understreger Jimmi Thomsen.

- Vinrummet med køl på tre kvadratmeter har været en vigtig detalje for Jimmi at få integreret i huset. Det er Rasmus fra Koolsolutions, der designer vinrummet. Rasmus og Jimmi kender hinanden fra arbejdsopgaver i Kvickly. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Lærer hinanden at kende

Når man bygger hus sammen for første gang, så lærer man hinanden at kende fra en helt ny side.

- For Jimmi og jeg har det også været en lærerig proces. Han går op i detaljer og nørderier i byggeprocessen, det gør jeg ikke. Jeg er til detaljer i indretningen, og stod det til ham, spiste vi af paptallerkener, men jeg vil have mit musselmalede stel. Sådan har vi opdaget nogle forskelligheder. Det har været udfordrende og lærerigt, siger Katrine Vibekka Jørgensen, der glæder sig til indflytningen i oktober.

I forlængelse af køkken og stue får parret en 100 kvadratmeter stor terrasse. – Vi er ikke havemennesker. Udenomsarealet er på cirka 500 kvadratmeter. Halvdelen bliver med belægning, med legeområde og ungernes trampolin, så vi får kun et lille frimærke med græs, siger Jimmi Thomsen. Foto: Malene Wonsbek
Sådan kommer køkkenet til at se ud. Bag ved det ”fine” køkken er der et arbejdskøkken – en praktisk løsning som ses i mange nybyggede huse i dag. Gangbroen, der forbinder kontoret med aktivitesrum, er ikke med på denne tegning. Tegning
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce