Varde: Troels Severin Jakobsen stopper som køkkenchef på Von Lügenhals. Det oplyser Varde Garten i en pressemeddelelse.
Køkkenchef Troels Severin Jakobsen har ifølge pressemeddelelsen gjort køkkenet kendt uden for bygrænsen.
- Det er altid svært at skulle sige farvel til noget, som man selv har være med til at bygge op, og som har fyldt mere end et almindeligt arbejde, og som jeg har været meget glad for. Jeg vil gerne takke alle i køkkenet, restauranten og direktør Michael Bech for, at han gav mig chancen i sin tid, udtaler Troels Severin Jakobsen i pressemeddelelsen.
For 4 måneder siden tiltrådte Casper Rosendahl som bestyrer og restaurantchef for Varde Garten. Casper Rosendahl får fremover det overordnede ansvar for køkkenet med støtte fra to souschefer, en kok og to kokkelever.
Troels Severin Jakobsen undersøger i øjeblikket muligheder i både Jylland og på Sjælland, skriver Varde Garten i pressemeddelelsen.