Annonce
Ugeavisen Varde

Kathrines far tog sit eget liv - nu sætter hun musik til følelserne

Kathrine Møller Thomsen på scenen ved en tidligere lejlighed. PR foto: Claus Bagger
23-årige Kathrine Møller Thomsen er aktuel med sit musikalske projekt The Color of Sorrow. Her sætter hun ord og toner på de følelser, der har været forbundet med at miste sin far, Henrik, for tre år siden.
Annonce

Varde: 6. oktober 2017 var en fredag. En gennemsnitlig dag ligesom alle mulige andre. 20-årige Kathrine havde været på arbejde og blev hentet af sin moster. Sammen kørte de turen fra Esbjerg til Katrines barndomshjem i Hyldehaven i Varde, hvor hun skulle spise til middag sammen med sine forældre. Men sådan blev det ikke.

Uddrag fra sangen "All Seasons", der handler om tiden efter

Now I see leaves falling on your grave

I see the sun kiss your stone

I feel the rain fall, I’m all alone

I see snow falling in your garden

I follow you through all, summer, winter, spring ohh fall

Da Kathrine kom hjem fik hun at vide, at hendes far var død. Han havde taget sig eget liv tidligere på dagen. Og med et var en gennemsnitlig oktoberdag blevet til en af de mest skelsættende dage i livet for Kathrine og hendes familie.

Annonce

Musik til følelserne

Nu, tre år efter, er den i dag 23-årige Kathrine Møller Thomsen aktuel med et musikalsk projekt, The Color of Sorrow, hvor hun sætter ord og toner på de følelser, der har været forbundet med tabet af faderen.


Noget af det sværeste i forbindelse med min fars død har været at opleve, at andre har haft svært ved at spørge ind til mine følelser.

Kathrine Møller Thomsen


Projektet begynder med en koncert i Varde Kirke tirsdag 22. september klokken 19.30, og til oktober udkommer et album med syv sange på musiktjenesten Spotify.

- Mit projekt handler om sorg og alt det, der kan være svært at snakke om i forbindelse med det at miste. Både som den, der har mistet, og som en der står og kigger på udefra. Noget af det sværeste i forbindelse med min fars død har været at opleve, at andre har haft svært ved at spørge ind til mine følelser. Både lige da det var sket og i årene efter, forklarer Kathrine.

Kathrine Møller Thomsen fandt ud af, hun kunne bruge sin stemme og sine musikalske evner til at komme videre ovenpå sin fars død i 2017. PR foto: Peter Smith

Uddrag fra sangen "Father you've changed", der handler om skyldfølelsen

Father you've changed

Your laugh turned into tears

Your smile is not real

Hiding behind the mask avoiding the reveal

Hun var lige flyttet sammen med sin kæreste Dennis i Esbjerg, da faderens død vendte op og ned på alt, hvad hun troede, hun vidste om livet. Få måneder senere kom hun ind på den musikalske grunduddannelse MGK, og det var her, hun fandt ud af, at hun kunne bruge musikken til at bearbejde sorgen på.

- Man får en helt ny identitet, når man mister en forælder. Jeg skulle lære at finde ud af, hvem jeg var uden min far, og samtidig havde jeg følelser som frustration og skyldfølelse at forholde mig til. Men jeg synes, noget af det sværeste var at skulle forene det her enorme tab og min store sorg med en hverdag, der jo skulle begyndte igen. Det var virkelig svært at få de to ting til at hænge sammen, siger Kathrine, som begyndte at gå på arbejde igen efter en måneds tid.

Uddrag fra sangen "Night and Day"/"Sorgen tog min nat og dag"

But the past seemed to last cause the past wasn't easy to grasp

You took away my night and my day

I had to figure out my own way

To let go of you just for a day

And try to bring back my night and day

Annonce

Nye perspektiver

Selvom udgangspunktet for at søge ind på MGK egentlig var at komme ind på en konservatorieuddannelse, så besluttede Kathrine sig for at beholde musikken som en hobby.

- Man får automatisk nye perspektiver på livet, når man mister, og jeg fandt ud af, at jeg gerne ville yde omsorg for andre. Så jeg begyndte at læse til sygeplejerske, og så arbejder jeg med The Color of Sorrow ved siden af. Jeg vil gerne ud og holde foredrag og give koncerter i kirker. Jeg ønsker, at man skal bryde tabuet om at tale om sorg. For det er svært at tale om, men det er så vigtigt, at det bliver gjort, siger Kathrine Møller Thomsen.

Man ændrer sig, når man mister en forælder. Det har 23-årige Kathrine Møller Thomsen oplevet, og det fylder meget hos hende, selvom det er tre år siden. Privatfoto

Uddrag fra sangen "Closed Eyes", der handler om drømme

It was just a dream

You are never there, and you never will be

It’s time to let go of you

And find a better place where I can place you

Where flowers grow

where I absolutely know

I want to go

The Color of Sorrow

Kathrine Møller Thomsens musikalske projekt om sorg begynder med en koncert i Varde Kirke tirsdag 22. september klokken 19.30, og til oktober udkommer et album med syv sange på musiktjenesten Spotify.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce