Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Linda Uhre Langvad: Den digitale fagre nye verden, eller?

Ugens klumme, fortalt af Linda Uhre Langvad, handler om at udvise samfundssind. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

Samfundssind er blevet et godt dansk begreb, og bliver defineret forskelligt ud fra hvilket sted vi står i vores dagligdag. For mig betyder samfundssind: At kunne tilsidesætte sine behov, og se tingene i større perspektiv. Forstået, i denne sammenhæng at passe på hinanden ved at være sammen hver for sig.

I mit arbejde er det alfa og omega at forhindre smitten af cornavirussen i bo tilbuddene, og det betyder lige nu, at vi som aldrig før er henvist til samvær via den digitale fagre verden, og fysisk kun er sammen med andre mennesker, i de situationer, hvor det er allermest nødvendig.

På min arbejdsplads, som er et beskæftigelses -og undervisningstilbud for unge og voksne udviklingshæmmede, har vi lukket ned, og er også her trådt ind i en ny og spændende digital verden, for at tilføre og bevare lidt hverdagsstof og relationer mellem pædagoger og borgerne, som er hjemsendt. Det samme gør de rundt på botilbuddene, hvor det superkompetente, sundhedsfaglige og pædagogiske personale også spiller på alle deres digitale kompetencer, i en tid hvor den fysiske kontakt med pårørende og andre nære relationer er meget mere anderledes end sædvanlig.

Og vi er alle i samme båd i forhold til at være sammen hver for sig. Selv om det efterhånden er blevet en vane at mødes virtuelt på kryds og tværs, er det alligevel frustrerende at se et sorgfuldt ansigt på en skærm uden at kunne række en hånd ud og trøste fysisk.

Men lige nu er der ikke så meget andet at gøre end udvise samfundssind, og holde ud indtil det bliver sikkert igen at mødes. Jeg tror, vi kommer til at skulle vente endnu længere på at det bliver en mulighed at kunne være så tæt sammen, som vi før har været vant til, som at give hinanden hånd, knus og hvad vi ellers mødes med. Måske får vi nye samvær og berøringsvaner fremover, fordi vi har lært at passe på hinanden. Måske vil den fremtidige anbefalede fysiske afstand imellem os stadigvæk være et par meter. Men det gør vel heller ikke noget, når bare vi kan være fysisk sammen. Mest af alt tror jeg, at den totale fysiske fravær og afstand har lært os alle noget, og at vi i fremtiden vil sætte større pris på det menneskelige behov for fysiske nærhed, frem for den digitale ”sammen, men hver for sig” kontakt – trods alt.

Selv om det efterhånden er blevet en vane at mødes virtuelt på kryds og tværs, er det alligevel frustrerende at se et sorgfuldt ansigt på en skærm uden at kunne række en hånd ud og trøste fysisk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce