Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Nelli Arnth Andersen: Behøver vi det hele på én gang?

Ta' det nu roligt...Behøver vi virkelig ha' alting på én gang, spørger Nelli Arnth Andersen. Arkivfoto Chresten Bergh
Annonce

Vi låner til hus og bil og nyt køkken, i samme periode som vi får børn. Vi spejler os i vores venners økonomiske valg og kommer lettere hovedkulds til at løbe i samme retning. Og pludselig er det blevet normen at vi allerede i 20erne har maxet banklånet helt ud.

Jeg talte i sommers med en ældre dame. Hun havde set et boligprogram i fjernsynet og studsede over, at de unge mennesker krævede det samme gulv gentaget i hele huset. Det, sagde hun, havde aldrig været en mulighed i hendes liv. Hun havde sparet sammen til renoveringen af et rum af gangen. Andet var der ikke penge til. Og hun har ret. Vi unges boligstandarder er tårnhøje.

Og bevares det skaber da et lækkert finish med ens gulv i huset. Om nogen kan jeg, som designer, forstå den hang til visuel sammenhængskraft.

Men det kommer altså med en pris. En pris vi betaler med vores dyrebare tid. En pris der gør de fleste af os fastlåst til et fuldtidsjob i 30 år. Er det virkelig det værd at gældsætte sig så hårdt fordi skabslågerne i gangen og på badeværelset skal matche? Og skal det nødvendigvis ske i samme periode som vi har små børn? En periode der i forvejen føles presset for mange familier og hvor skilmisseraten ligger på sit højeste.

Selv bor vi vældig utjekket. Med gamle arvede møbler, gulvtæppe i stuen og to små poloer i garagen. Man kan hurtig nok vænne sig til høje standarder. Det har jeg slet ikke travlt med.

For mig er det vigtigere at jeg sidder i førersædet i mit eget liv, så jeg kan leve livet efter mine værdier. At det er mig der styrer retningen og ikke mit banklån.

Alligevel bliver også jeg fristet af overflødigt forbrug og nye køkkener. Når det sker stopper jeg op. Sætter mig i et lunt hjørne af min have. Lukker øjnene og mærker forårsolen i mit ansigt. Når nervesystemet falder til ro og jeg tillader mig selv at mærke efter. Ja, så ved jeg at jeg ikke finder lykken ved at overforbruge og forgælde mig. Dér på den gamle havebænk mindskes mine materielle cravings efter de smukke hjem på Instagram og jeg bliver igen i stand til at holde fast i mine værdier.

Værdier som glæde, frihed og tid med dem jeg elsker. Ja, og så bliver det altså lige meget med farven på de skabslåger.

Er det virkelig det værd at gældsætte sig så hårdt fordi skabslågerne i gangen og på badeværelset skal matche?
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce