Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Nelli: Er det ekstremt at passe sit eget barn?

Ugens klummeskribent, Nelli Arnth Andersen,undrer sig over, hvorfor folk stiller spørgsmålstegn ved hendes ønske om at passe sit eget barn til det bliver 1,5 år gammelt. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

”Er det ikke lidt ekstremt?” blev jeg spurgt den anden dag, da jeg fortalte, at jeg overvejede selv at passe min datter til hun er halvandet år gammel. Jeg smagte lidt på det og blev så i grunden trist.

Trist fordi reaktionen afspejler, hvor institutionaliseret vores samfund er blevet. Hvordan vi fuldstændig har glemt, at der findes andre muligheder, end at sende vores små børn i institution størstedelen af deres vågne timer. Er vi simpelthen nået derud, hvor det anses for ekstremt, hvis vi vælger at være sammen med vores egne børn?

Dét der i virkeligheden er ekstremt er, at vi har verdensrekord i både hvor tidligt og hvor meget vi institutionaliserer vores småbørn. Så lad mig slå fast; Det er os, der er de ekstreme på dette område. At passe sit eget barn er ikke ekstremt, det er måske noget af det allermest naturlige, jeg overhovedet kan komme i tanke om.

Jeg hørte en radioudsendelse om emnet, hvor der blandt andet blev sagt at hjemmepasning kunne være problematisk, fordi der ikke var den samme ”faglighed” i hjemmet som i institutionen. Faglighed?! Sætter vi virkelig 3,5 års uddannelse over moderlig kærlighed og intuition?

”Jamen, er du ikke bange for, at hun bliver asocial?” eller ”du skal jo også tænke på hendes behov” er andre reaktioner jeg har fået. Og nej ­­­­– jeg er ikke bange for, at hun bliver asocial. Jeg er derimod bange for, hvad det gør ved børn, at vi som det mest naturlige sender dem væk fra deres forældre 7-10 timer dagligt fra 8 måneders alderen. Flere danske eksperter på området kalder den massive institutionalisering for historiens største sociale eksperiment. Vi ved simpelthen ikke, hvad denne adskillelse har af konsekvens for børnene både her, nu og senere i deres liv. Flere eksperter peger dog i en retning, der er ret skræmmende. Så det er faktisk lige netop hendes behov, jeg tænker på.

Jeg tror, at vi skal droppe ideen om, at ville nå det hele på én gang. At skulle løbe maraton, rejse jorden rundt og arbejde 50 timer i ugen i de ganske få år vores små børn har allermest brug for os.

Det har jeg i hvert fald givet slip for. Givet efter for osteklokken af hjemmeliv og leverpostegsfedtet hår. Og til gengæld lænet mig ind i et langsommere liv med intuition og kærlighed som mit anker. Så behøver jeg hverken kompetencehjul eller læreplaner for at få det lille menneske til at vokse.

Dét der i virkeligheden er ekstremt er, at vi har verdensrekord i både hvor tidligt og hvor meget vi institutionaliserer vores småbørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce