Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Ole Gudmundsen: Døden skal italesættes, ikke ties ihjel …

Ole Gudmundsen mistede sine forældre med knap seks måneders mellemrum, da han var 17 år. Sorgen og tabet er omdrejningspunktet i hans klumme. Arkivfoto: Malene Wonsbek
Annonce

Forleden blev jeg i den grad ramt i hjertekulen, da jeg overværede en meget smuk koncert med Kathrine Møller Thomsen i Sct. Jacobi Kirke. Sammen med et supergodt orkester, præsenterede hun sit musikalske projekt ”The Color of Sorrow”, der handler om at sætte ord og følelser på det at miste.

Kathrine fortalte usentimentalt og ærligt om tabet af sin far, som begik selvmord, da Kathrine var 20 år. Verden blev med ét en fuldstændig anden, og hun mistede en vigtig del af sin identitet, som hun havde elsket og fortsat elsker højt.

Når oplevelsen ramte mig, som den gjorde, skyldes det, at jeg selv var i næsten samme situation som ung. Jeg mistede min mor og far med knap seks måneders mellemrum, da jeg var 17 år. De døde begge af sygdom, og følelsen af, at tiden stod stille, mens alt andet rundt omkring fortsatte, som Kathrine også havde oplevet, kunne jeg med lethed genkalde mig.

Det at miste en forælder blev der på daværende tidspunkt ikke talt meget om. Jeg kan huske, at en af mine lærere på handelsskolen, Olga Sørensen - som den eneste - resolut gik hen til mit bord i klassen og kondolerede. Det var ligesom det. Til alt held havde jeg en god familie og vennekreds, der altid var der, når der var behov for det.


Sorgen skal bearbejdes, og det kræver, at man tør nævne det unævnelige

Ole F. Gudmundsen


Heldigvis er vi gennem årene blevet bedre til at tale med de efterladte om døden og sorgen, men der er stadigvæk et stykke vej endnu. Sorgen skal bearbejdes, og det kræver, at man tør nævne det unævnelige. Som Kathrine så rigtigt fortalte det, så kan man jo ikke sige noget, der gør det værre, for det er i forvejen så slemt, som det kan blive.

Nu kan jeg læse, at Varde Provsti etablerer to sorggrupper for børn og unge, der har mistet. Her kan de sammen med ligesindede dele deres tanker, vrede og frustrationer, som de kan have svært ved at tale med andre om. Det at tale med andre, der selv har mistet, kan sikkert opleves som værende en stor støtte i sorgprocessen. Sidste år blev der i øvrigt bragt en udsendelsesrække i TV med terapeut Jes Dige, der også havde etableret børnesorggrupper. Det var blændende godt fjernsyn, som fortsat kan opleves på dr.dk.

Så hurra for det gode initiativ, og så skal vi alle huske på, at sorgen ikke bliver begravet under den jord, som præsten kaster på kisten. Den eksisterer som en følge af døden, og den skal italesættes, selvom det er svært.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce