Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Per Sønderby: Den lille pige med mundbindene

Annonce

Det var så grueligt koldt. Det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Det var også den sidste aften i året, nytårsaften.

I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en 14-årig pige, der havde særdeles velhavende forældre. Pigen havde hverken bart hoved eller nøgne fødder, for hendes påklædning befandt sig både stil- og designmæssigt på en noget højere hylde end hendes jævnaldrende veninders.

Men ensom var hun, og en skygge af tristesse omklamrede hende, om end hun i sit korte liv hidtil havde fået alt, hvad hun havde peget på.

Med sig i sin lille Burberry-håndtaske havde hun kun et enkelt mundbind tilbage foruden det, hun havde på.

Henne i en krog mellem to huse satte hun sig og krøb sammen. Hun hverken frøs eller svedte, men hun var ved at blive kvalt af sit mundbind, som ellers var designet af en af områdets ypperste skræddere.


Hun standsede op og tog hænderne op mod ansigtet. ”Ritsch”, sagde det, da hun flåede mundbindet af.


Hendes hænder var varme, og hendes krop ligeså, men hendes sind var næsten ganske dødt. Turde hun bare at fjerne mundbindet en enkelt gang og så for en kort stund leve livet. Hun tog hænderne op til ansigtet: ”Ritsch”, sagde det, da hun modigt fjernede mundbindet.

En velsignet duft af mad ramte hendes næsebor, og hun bevægede sig straks i den retning, som duften kom fra. Lige da hun skulle til at entre døren til restauranten, bemærkede hun påbudsskiltet med mundbind. Hun tøvede og vendte om.

Hun gik videre mod det illuminerede stormagasin, og gennem vinduet fangede hendes blik pludselig ham fra gymnasiet, som hun altid havde været hemmeligt forelsket i. Hendes hånd gled ned i tasken, hvor hun tog sit sidste mundbind og gik ind i stormagasinet.

Men ak – den prægtige gymnasiedreng gik lige forbi hende, idet han ikke genkendte hende. Blot ét blik eller et blink, der forkyndte en forbindelse mellem dem, ville være forløsende for hende. Thi kramme måtte de jo ikke.

Frustreret gik hun mod sit hjem, og hun var også begyndt at tænke på, at hendes konfirmation ikke helt havde været den festdag, hun havde drømt om, thi hun havde måttet fravælge nogle vigtige gæster. I hendes baghoved havde tanken om gymnasiefyren fæstnet sig. Ville hun nogensinde finde sit livs udkårne i dette maskebal, og ville hendes børn nogensinde opleve deres moders smil?

Hun standsede op og tog hænderne op mod ansigtet. ”Ritsch”, sagde det, da hun flåede mundbindet af.

”Fra og med i dag vil jeg leve et liv uden mundbind”, tænkte pigen, medens hun tænkte på sine venner, der levede det fortabte liv i frygtens skygge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce