Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme af Pernille Østergaard Sørensen: Så træd dog på speederen, din klaphat!

Rådet for Sikker Trafik arbejder med fænomenet ”vejvrede”, når de foretager undersøgelser af, hvor mange mennesker, der årligt bliver udsat for andres ustyrlige temperament og vredesudbrud i trafikken, og det emne er omdrejningsmomentet i Pernille Østergaard Sørensens klumme. Arkivfoto: Annett Bruhn

Har du også prøvet at kaste om dig med Egon Olsen-værdige skældsord, mens en forankørende skolevogn har tvunget dig til at holde tilbage for rødt for tredje gang i det samme lyskryds?

Trafikken byder os af og til en hel del udfordringer af ikke bare køreteknisk men også følelsesmæssig karakter. Der er nærmest ingen grænser for, hvad færdselsregelryttere, egoister i overhalingsbanen, turister uden stedsans, cykelryttere med forvrængede ejerfornemmelser og langsommelig særtransport kan vække af irritationer og vredesudbrud. Rådet for Sikker Trafik arbejder med fænomenet ”vejvrede”, når de foretager undersøgelser af, hvor mange mennesker, der årligt bliver udsat for andres ustyrlige temperament og vredesudbrud i trafikken. I Canada har de fundet ud af, at risikoen for ulykker øges helt op til 70 procent, når man som trafikant udviser truende og aggressiv adfærd.

Voldsomme reaktioner kan retfærdiggøres, når andre trafikanter bringer os i en potentiel farlig situation, for vi har jo bevæget os ud i trafikken med en tillid til, at andre værner om vores sikkerhed. Men der er også alt for mange tilfælde, hvor vi helt unødvendigt lader blodtrykket møde uanede højder på rekordtid, når vi befinder os bag rattet. For mit eget vedkommende handler det om simpel utålmodighed og tidsnød, og det er en alt for dårlig bevæggrund for at skabe usikkerhed og fare for både andre og mig selv.


Der er nærmest ingen grænser for, hvad færdselsregelryttere, egoister i overhalingsbanen, turister uden stedsans, cykelryttere med forvrængede ejerfornemmelser og langsommelig særtransport kan vække af irritationer og vredesudbrud.


Hvad nu, hvis trafikken i stedet kunne blive et sted, hvor god karma og samfundssind var dominerende? Hvor det er rart at være, uanset om man er nyudklækket kørekortsindehaver eller erfaren trafikhaj, og hvor det er en naturlig ting at gå lidt på kompromis med egne behov for at kunne passe på sine medmennesker.

De bedste oplevelser, jeg selv har haft i trafikken, er når man på en smal landevej svinger bilen ind i rabatten for at lade en modkørende passere, og vedkommende så kvitterer med et smil og en hilsen. Eller når man holder ved et fodgængerfelt, og fodgængeren, der skal over, sender dig et venligt vink og måske ovenikøbet anstrenger sig ved at småløbe over feltet for at lade dig komme hurtigt videre.

Dét er taknemmelighed og respekt i sin reneste form, og jeg får helt automatisk lyst til at opføre mig bedre i trafikken, når andre behandler mig godt. Tak til alle jer, der allerede er vildt gode til at udvise storsindet trafikadfærd. Jeg håber, mange vil overveje at være med på jeres hold!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce