Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme Merete: Kan man virkelige elske en bil?

Kultur- og naturformidler Merete Vigen Hansen fortæller om kærligheden til sin elskede bil. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

For nyligt afgik min Peugeot 307sw ved døden, motoren begyndte at sige sære bankelyde, og lød som om den var ved at hoppe ovenud og skyde kølerhjelmen af til månen. Så gik turen ligesom ikke længere, og jeg nåede ikke frokosten hos mine gamle naboer.

Beslutningen havde været taget længe, enhver form for genoplivning skulle ikke forsøges på den, blev der noget alvorligt galt med den, så var det endegyldigt slut, der skulle ikke bruges en krone mere på den!

Næsten 400.000 km nåede den at køre, de 320.000 km med min familie. Der var ved at være en del trælse småting, men uhhhh hvor den kørte godt, og helt aldeles stabilt, altså lige ind til den satte træskoene på parkeringspladsen ved Outrup Kirke.

Jeg har haft mine udfordringer med den bil de sidste par år, til stor underhold i min bekendtskabskreds, men nøøøøj hvor har jeg også været glad for den. Den har været trofast børnecontainer i 11 år for mine fire børn, og mange, mange flere unger. Bragt familien på mange ferier, med sin rummelighed har den kunne være læsset med næsten hvad som helst, og har været det gennem tiden. Kørt i børnehave, kørt i skole, kørt på job, været pakket til randen til fire efterskoleophold, på natlig taxakørsel med unge mennesker, og de sidste godt seks år som trofast firmabil.

Så jeg var helt trist og havde det som om jeg skulle sige farvel til en gammel ven da jeg gik og tømte den, inden den skulle køres til skrot. Kan man virkelig komme til at elske en bil, og gå der og pive? Men beslutningen var taget, næsten da…… … For da jeg afleverede bilen hos den rare skrotmand, spurgte jeg om han ikke lige ville starte den og give et bud på dødsårsagen, inden jeg modtog min skrotpræmie. ”Det er bare en rem, det koster ikke meget at skifte den”, annoncerede den rare skrotmand. Så stod jeg pludselig der med en patient der alligevel ikke var død, men bare havde lavet en lille aprilsnar med mig!

Så fra at være i gang med at definere mig selv som måske kommende ejer af min lånebil, en udmærket Suzuki Splash, men med igen plads og uden tidligere kopholderstandard, så kunne jeg med et lukke ned for min bilsørgmodighed. Så min stormomsuste kærlighedsaffære med franske biler fortsætter lidt endnu, håber vi når at runde de 400.000 sammen inden jeg køber en ny bil til august når Peugeoten skal til syn, og er planlagt til at gå til de evige bilkirkegårde. En ting er dog helt sikkert, det er den sidste franske bil jeg kommer til at eje, det må være tid til en ny kærlighed

Den har været trofast børnecontainer i 11 år for mine fire børn, og mange, mange flere unger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce