Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme Morten Thaysen: Livet kunne have været anderledes

Sognepræsten troede egentlig, at han skulle have været musiker. Det reflekterer ugens klummeskribent fra Morten Thaysen over. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

Som mange andre mænd i 40’erne aner jeg efterhånden, at mit liv kunne have været anderledes. Det jeg engang troede, jeg skulle blive, blev til noget helt andet. Engang mente jeg for eksempel, at jeg skulle være musiker.

Som stor dreng havde jeg det nemlig med kirkeorgler, som mine klassekammerater havde det med tunede knallerter. Jo mere de kunne larme, desto mere lykke. Jeg indrømmer blankt, at min lykke var mere nørdet end deres. Når de største af orgelpiberne sendte et lavfrekvent brøl ud i rummet, var jeg i paradis.

Jeg var ikke i tvivl om, at mit liv skulle bruges på at spille på dette kæmpestore instrument, som nogle poetisk kaldte for instrumenternes dronning. En stor del af min ungdom gik derfor med at lære, hvordan man spillede på det. I timevis øvede jeg fingersætninger og fraseringer, og mærkede flere gange den vilde glæde, når noderne endelig forvandlede sig til musik.

En dag mente min lærer, at jeg skulle søge ind på musikkonservatoriet. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Mit sabbatår efter gymnasiet skulle bruges til at blive klar til optagelsesprøven. Men en dag fik jeg den tanke, at jeg måske slet ikke havde det i mig, der skulle til for at blive musiker.

Jeg fik den tanke, at jeg måske slet ikke var den, jeg gerne ville være.

I begyndelsen føltes det som et nederlag, da jeg måtte gå en anden vej end den, jeg i årevis havde drømt om. Karen Blixen sagde engang, at forbandelser kunne vise sig at blive velsignelser. Lige i dette tilfælde viste det sig at være sandt. For den vej, jeg kom til at gå ad, viste sig at give mig en større glæde, end jeg nogensinde havde drømt om at skulle få.

I dag er jeg taknemmelig for det liv, der er givet mig. Nogle siger, at vi har fået en tid her på jorden. Hvordan den tid bliver, vil tiden vise. Bristede drømme kan for eksempel føre os steder hen, hvor vi ikke troede, vi skulle komme. Måske kan de steder vise sig at blive en velsignelse.

Det er, hvad jeg har erfaret. Musikken er dog aldrig forsvundet ud af mit liv. Der går ikke en dag uden, at jeg sætter mig ned og spiller. Skidt med, at jeg ikke kan det samme, som jeg engang kunne. Til gengæld er glæden ved musikken den samme.

Men en dag fik jeg den tanke, at jeg måske slet ikke havde det i mig, der skulle til for at blive musiker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce