Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme Nelli Arnth Andersen: Skal I ikke snart have børn?

klummeskribent Varde Ugeavis Nelli Arnth Andersen
Annonce

Lad os sætte scenen. Vi er til børnefødselsdag en søndag eftermiddag. Gæsten overfor rækker mig de varme boller, og spørger højt ”skal I egentlig ikke snart have nogle børn?”. Jeg smiler overbærende og forsøger at vige udenom, alt imens hun plaprer videre om, at den slags altså kan tage tid, og om vi havde tænkt på det?

Hvad den velmenende gæst ikke vidste var, at vi på daværende tidspunkt havde forsøgt at blive forældre i to år. At vi nu var startet i fertilitetsbehandling grundet PCOs og tilmed havde fået den nye titel som ”ufrivillig barnløs” på CV’et. Scanninger, hormonindsprøjtninger, håb og bristede drømme var nu en del af vores hverdag.


Hvis du insisterer på at udfritte et par om deres fremtidige forplantningsplaner, så spørg dem i enerum.

Nelli Arnth Andersen, klummeskribent


Jeg ved, at der ikke ligger noget ondt i den slags bemærkninger, for jeg har selv været den gæst. Det ligger år tilbage. Dengang fik jeg højlydt og ganske kækt spurgt om det samme til et par, der ugen forinden havde gennemlevet en spontan abort. Det fortalte de mig først år senere, men jeg skal love for, at jeg have lyst til at skrue tiden tilbage, og bide tungen af mig selv.

Uanset om børn er noget man ønsker eller ej, er det et privat anlæggende. Højlydte bemærkninger som ”er det ikke snart på tide at I får nogle unger?” kan ramme helt skævt. Du kan aldrig vide, hvor parret er, eller ikke er, i deres rejse ind i forældreskabet. Hvis du alligevel insisterer på at udfritte dem om deres fremtidige forplantningsplaner, så spørg dem i enerum. Måske med spørgsmålet ”er børn noget, I ønsker?”.

Fertilitetsproblemer er stadig stigende i Danmark. Faktisk er nedsat frugtbarhed i dag den mest hyppige kroniske sygdom blandt 25-45-årige, og knap hver 10. barn er kommet til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. For os gik der små fire år fra første ønske om et barn, til vi stod med vores datter i favnen. Det var ikke et opslidende forløb for os. Men vi mødte mange på vores vej, for hvem det var, og jeg ved, hvor ondt det gjorde på dem, når de gang på gang blev konfronteret med deres barnløshed.

At opleve forældreskabet og at skabe den familie man ønsker, er ikke en selvfølge. Rejsen dertil kan se ud på utallige måder. Nogle er åbne omkring det, andre er ikke. Så træd varsomt når du bevæger dig ind på emnet. Det er blot et godt råd fra én der selv har dummet sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce