Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme Ole Gudmundsen: Jeg forstår ikke et klap!

Ole F. Gudmundsen giver i mange sammenhænge gerne en hånd, men ikke når det handler om at klappe ad sig selv. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

Forleden var jeg til et arrangement, hvor indlægsholderen undervejs roste deltagernes indsats, og på et tidspunkt udbrød han: Jeg synes, at I skal klappe ad jer selv!

Jeg har hørt samme opfordring før i forskellige sammenhænge, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg har forstået meningen med det.

Det der med at klappe er i det hele taget en underlig størrelse. Med min teaterbaggrund undervurderer jeg bestemt ikke betydningen af et bifald, en klapsalve eller måske endda en stående ovation. Det er helt fantastisk at modtage publikums anerkendelse efter en veloverstået forestilling, men det er jo ingen selvfølge.

Niels Hausgaard, som jeg er en meget stor fan af, beskrev engang sin oplevelse af klapsalver. Han funderede lidt over, hvad der fik publikum til at klappe til koncerter, teaterforestillinger og andre kulturelle oplevelser. Som han tørt konstaterede, så havde han aldrig oplevet, at nogen havde stået og klappet ad en murer, der lige havde svummet en væg – selvom det ovenikøbet var en meget flot svummet væg.

Da jeg for mange år siden var til min første kirkekoncert, var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg skulle opføre mig med hensyn til at klappe, så jeg fulgte det øvrige publikum efter bedste evne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har lært det helt endnu, men nu kan jeg bedre aflæse, hvornår det er passende at aflevere mit bifald.

Hvis jeg skal fortsætte i det kirkelige rum, har jeg faktisk nogle gange haft lyst til at klappe efter præstens prædiken, men det hører sig absolut slet ikke til i forbindelse med en gudstjeneste, må man forstå. Det er ligesom med mureren – man klapper ikke, selvom det måske er en superflot præstation.

I forbindelse med en julegudstjeneste for et par år siden, spillede organisten et fuldstændigt blændende postludium bestående af kendte filmmelodier – måske lidt utraditionelt, men yderst befriende ovenpå fortællingen om Maria, der kortvarigt blev ”overfløjet” af Helligånden og ni måneder senere fødte Jesus. Smilene hos menigheden bredte sig mere og mere efterhånden som postludiet skred frem, og da sidste tone havde lydt, brød klapsalverne løs og de blev ved i lang tid, selvom der måske var risiko for, at juleanden hjemme i ovnen fik lidt for meget. Sjældent har jeg oplevet et bifald mere velplaceret. Det blev en fantastisk juleaften.

Fremover vil jeg - måske alt efter sted og tradition - give en ordentlig klapsalve, når jeg får en god oplevelse, men jeg nægter altså at klappe ad mig selv – det er simpelthen for søgt!

Sjældent har jeg oplevet et bifald mere velplaceret. Det blev en fantastisk juleaften.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce