Annonce
Ugeavisen Varde

Klumme: Syng, syng, syng og vær glad

I denne uges klumme har Janie Lykke Steffens fokus på glæden ved at synge. Foto: Chresten Berg
Annonce

Muligvis er de fleste med på, at der netop i uge 44 har været landsdækkende Spil Dansk Uge 2018.

I den forbindelse havde jeg fornøjelsen af at opleve trioen Zenobia spille - og synge - på Stålværket.

En meget fornøjelig aften med dygtige musikere og sangere og ikke mindst muligheden for selv at synge med på et udvalg af danske viser og salmer.

Ja, jeg indrømmer blankt, at jeg er skabs-sanger!

Når lejligheden byder sig, synger jeg gerne af karsken bælg, ene og alene fordi jeg bare godt kan li' det, og sådan har det altid været. Vuggeviser og børnesange sang jeg glad og frejdigt for mine små søstre, da jeg var barn, og jeg glædede mig altid til sang- og musiktimerne i skolen. Flere års undervisning i trompetspil er det også blevet til i mine unge år, og jeg var pavestolt, da jeg fik min helt egen trompet af min mormor og morfar som 12-årig.

Når jeg i nogenlunde samme alder en aften om ugen skulle cykle tværs gennem byen for at passe børn, var mit yndlingsnummer salmen "Altid frejdig når du går" - ikke fordi jeg var mørkeræd, men fordi lige netop den salme indgyder frejdighed og giver et godt pedaltramp. Muligvis har det givet anledning til undren for dem, jeg passerede, men det var jeg lykkeligvis uvidende om.

Musik er en naturlig og vigtig del af mit liv og repertoiret er bredt. Det at synge frit - uanset hvor ædel en stemme man har, giver mig bare en livsglæde. Det kan være, det nogle gange er til gene for mine omgivelser, men da jeg endnu ikke har modtaget skriftlige klager, har jeg tænkt mig at fortsætte med stroferne. Opfordringen er hermed givet videre!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

25 års jubilæum

Annonce