Annonce
Ugeavisen Varde

Klummeskribent Morten Thaysen, sognepræst i Varde: Synger vi, er vi stærke

Morten Thaysen Foto: René Hollmann
Annonce

De fleste har haft en lærer i skolen, som betyder noget særligt for dem. Min hedder frk. Rasmussen. Hun havde viet hele sit liv til at være lærer. Hun var fra før folkeskolereformer, gjorde det svært for hendes slags.

Mine forældre var flyttet fra byen til landet. Jeg skulle skifte skole, og her mødte jeg hende. Frk. Rasmussen ville ikke bare lære os at læse og skrive. Hun ville også lære os, hvad det vil sige at være menneske. Derfor var der ting, vi skulle kunne. Det var eksempelvis vigtigt, at vi kunne synge sammen, sagde hun. På min gamle byskole foregik musikundervisningen efter moderne pædagogiske principper. Det betød, at vi lærte at spille på bongotromme og synge bim-bam-busse.

I landsbyskolen greb frk. Rasmussen undervisningen anderledes an. Hun kom hver time med en kasse højskolesangbøger. Time efter time sang vi alle de gamle sange. I begyndelsen syntes jeg, at det var kedeligt. Efterhånden elskede jeg at sidde der i 4. klasse og synge "om ej det fyger kålgårdspilen piber trist". Jeg fattede aldrig, hvad ordene betød. Men jeg syntes, at de var syrede på den fede måde. Det synes jeg stadig.

Efter at jeg er blevet voksen, tænker jeg tit taknemmeligt på frk. Rasmussen. Hun lærte os, at det er vigtigt at kunne synge. Ikke solo sang - men fællessang, hvor alle kan være med. For sangen binder os sammen, som hun sagde. Hun sagde også til os, at når vi er glade, kommer sangen af sig selv. Når vi er kede af det, og det er svært, skal vi tage sangbogen frem alligevel. Synger vi vil vi kunne fornemme, at der er håb. Vi skal bare lade sangenes ord sige det, vi ikke selv kan sige.

Frk. Rasmussens timer er kommet til at stå lysende klart efter, at jeg har set en forestilling på det Kgl. teater, der hedder "Højskolesangbogen". Forestillingen handler om, at Danmark bliver ramt af en katastrofe. Kun ni overlever. På scenen står en masse forladte sofaer, som folk har siddet og hygget sig i, da katastrofen ramte dem. Hyggen kunne ikke redde dem. De ni overlevende giver sig til at synge fra højskolesangbogen. De synger i trods.

Pointen er, at sangene er det eneste, vi har tilbage, når vi har mistet alt. Sangene binder os sammen som folk. Sangene gør os stærke. Så længe vi synger, er der håb.

Jeg fattede aldrig, hvad ordene betød. Men jeg syntes, at de var syrede på den fede måde. Det synes jeg stadig.

Morten Thaysen Foto: René Hollmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce