Annonce
Ugeavisen Varde

Kok åbner madsted i Varde midtby

Tina Sigaard (50) er fra Karlsgårde og Lars fra Aarhus. Parret bor i Dyreby ved Filsø og driver sammen Café Havmågen ved Henne Strand og nu også Café H i Varde. Foto: Malene Wonsbek
For godt et år siden åbnede Lars og Tina Sigaard Café Havmågen i Henne. Nu vil de også drive madsted i Varde.
Annonce

Varde/Henne: - Du må gerne skrive, at det er et madsted for voksne. Vi elsker børn, og de er hjertelig velkommen, men vi har hverken børnestole eller særlige børnemenuer, fortæller 59-årige Lars Sigaard med et lunt glimt i øjet.

Restaurationslokalerne på Kirkepladsen 1, under samme tag som Museum Frello, har stået tomme i en lang periode. Det havde Lars Sigaard godt bemærket, da han på et tidspunkt blev opfordret til at kontakte ejerne, Jansen Ejendomme, for at høre nærmere til udlejningsprisen. Over en længere periode blev der bokset lidt frem og tilbage for at få husleje og en passende kontrakt på plads.

- Privat bor vi i Dyreby ved Filsø. Vi er af og til i Varde. Nu, hvor byen er begyndt at tage sig lidt sammen, og der er blevet investeret i hyggelig gademiljø, Varde Garten samt andre hyggelige caféer er kommet til, så er byen også blevet mere interessant for os, forklarer Lars, der gerne ser, at der kommer endnu mere café- og restaurationsmiljø i midtbyen.

- Jo flere vi er, jo mere er der for lokale og turister at køre efter, vurderer han.

- Vi er meget sportsinteresserede, og jeg er Liverpool-fan. Vi vil helt sikkert arrangere forskellige events også med udgangspunkt i store sportsbegivenheder.

Lars Sigaard, kok og caféejer

Annonce

Kok og professionel rytter

Lars og Tina Sigaard kender historikken og ved, at der har været flere før dem, der har kastet sig ud at drive både café og restauration fra museumsadressen.

- Vi tror på, at vi med vores koncept får det til at lykkes, siger Lars Sigaard, der sammen med sin kone i december 2018 åbnede Café Havmågen ved Henne Strand.

Lars er uddannet kok fra Hotel Kongens Ege i Randers, men han har også en baggrund som professionel sportsudøver.

- I godt 25 år har jeg levet som professionel springrytter, og mit arbejdsliv har i perioder været delt mellem heste og køkken, for jeg holder utrolig meget af begge dele. Men nu er jeg for gammel til at kunne være med på topplan, så nu bliver jeg ved gryderne, tilføjer han.

Annonce

Blandet landkøkken

Café H er navnet på det nye madsted, der åbner med frokost klokken 12 og lukker til aften, når den sidste gæst er gået. Spisekortet indeholder fisk, lam og oksekød. Alt er hjemmelavet, og menuerne kalder kokken for blandet landkøkken.

- Hygge er vigtig for os. Her skal være hyggeligt. Derfor er stedet designet efter vores smag og i en meget personlig stil. En del af caféen er indrettet som en bedstemorstue med gamle lænestole, borde og reoler. Den anden del stikker i en anden retning med moderne kunst på væggene, fortæller 50-årige Tina, der for en stund sætter sit konsulentfirma på ”stand by”.

Tina har specialiseret sig i rådgivning til offshorebranchen. Da parret åbnede caféen i Henne, havde hun dobbeltjob. Nu, hvor de åbner endnu et madsted, skal det have fuld fokus.

- Lars vil primært være i Varde og jeg i Henne. I vintersæsonen har vi ikke åben alle dage i Henne, så derfor tænker vi, at madstedet her i Varde vil være et godt supplement, så vi har noget at lave hele året, fortæller Tina, der sammen med sin mand bød velkommen til de første gæster den 31. januar.

Café H er indrettet i en personlig stil med en bedstemorstue, der kalder på en kop kaffe og et godt måltid mad. I rummet ved siden af er stilen lige så personlig men anderledes moderne og med plads til 40 gæster. Foto: Malene Wonsbek
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce