Varde: Det er ikke let at skulle undvære sine kære, pårørende, børnebørn, venner, frivillige m.m. For nogle borgere i eget hjem, som får hjemmepleje, har plejepersonalet måske været de eneste ”mennesker”, de har været i kontakt med under covid-19. Det oplyser Varde Kommune i en pressemeddelelse.
Derfor ønsker Varde Kommunes ældrechef, Thorkild Sloth Pedersen, at sende en julehilsen ud til de ældre borgere, som er og har været meget berørt af covid-19. Det gør han i en video. Han sender også en stor tak til kommunens ledere og medarbejdere for deres indsats, og hvorledes de har sørget for gode rammer for de ældre borgere, som har været afskåret fra deres pårørende.
Efter julehilsen fra ældrechefen læser Varde Kommunes musikterapeut Maria Schmidt op af juleeventyret af H.C. Andersen, "Den lille pige med svovlstikkerne", fra år 1845 og synger derefter to julesange: ”Dejlig er jorden” og ”Højt fra træets grønne top”.
Videoen varer ca. 19 minutter, og man finder den på Varde Kommunes hjemmeside under Musikterapi.