Marianne Sigersted har netop etableret sig som selvstændig terapeut i Orten, med speciale i børn, unge og familiers trivsel.
Orten: Forældre og barn skal helst have etableret en udviklingsstøttende kontakt og -samspil, inden barnet fylder fem år. Hvis det først sker, når man er teenager, tager det meget længere tid eller lykkedes ikke, lyder meldingen fra Marianne Sigersted, der er uddannet sygeplejerske, sundhedsplejerske og blandt andet Marte Meo terapeut.
- Har man en lille bandit i børneflokken, der altid laver ballade, smider med tingene, råber højt og gør opmærksom på sig selv, så kan det være et tegn på, at der mangler udviklingsstøtte eller samspil. Det kan også være et alt for stille og indadvendt barn. Ofte er det små justeringer i hverdagen, der skal til for at rette op og skabe ro, og det er netop hverdagsproblematikker som disse, jeg kan hjælpe med, siger 50-årige Marianne Sigersted, der i øvrigt selv er mor til tre på 24, 17 og 14 år.
- Jeg benytter mig ofte af teknikker fra min uddannelse som Marte Meo terapeut, der blandt andet går ud på, at få forældre til at udvikle samspil, kommunikation og relationen med deres børn. Det er et ret effektivt redskab, siger Marianne Sigersted, hvis hjerte brænder for at give børn og unge de bedste vilkår med videre i livet.
- Hvor skal forældre henvende sig, når de mangler gode råd til at få løst ganske almindelige hverdagsproblemer? Jeg ved, der er et stort behov. Derfor droppede jeg mit faste arbejde som underviser på Social- og sundhedsskolen i Esbjerg og etablerede egen klinik. Yderligere information på hjemmesiden www.rotilatgro.nu
Marianne Sigersted, sundhedsplejerske og terapeutHvis forældre var i stand til at være mere nærværende, ville der slet ikke være noget job til mig.
Gode fif
Husk øjenkontakt, når du taler med dine børn, uanset om de er små eller teenagere.Hvis du vil gøre noget ekstra godt for dit 11-12-årige barn, så gør noget godt for den klasse, han/hun går i.
Når I krammer, så giv slip til sidst, lad dit barn bestemme krammetiden.
Del aktivitet med dit barn, det skaber en god relation.