Annonce
Ugeavisen Varde

Mette sælger Spiseriget i Varde

- Jeg skulle lige høre min mand, om han i sin fritid ville være pedel, hvis vi købte Spiseriget. Det ville han gerne. Alt har bare flasket sig, og det er der en mening med, siger Jannie Jørgensen (tv) til Mette Høj. Foto: Malene Wonsbek
I flere måneder har Mette Høj været i tvivl. Skulle hun sælge eller ej? Spiseriget har hun og ægtemanden Henrik selv "født". Fra 1. december 2019 overtager en ny og velkendt ejer den lille café i Kræmmergade.
Annonce

Varde: Måske har højere magter en finger med i spillet, når livets brikker falder på plads. Det tror Spiserigets nye ejer, Jannie Jørgensen, på. Mette Høj forholder sig mere skeptisk, men hun indrømmer gerne, at salget af Spiseriget er et sjældent lykketræf.

I flere måneder har Spiserigets ejer, Mette Høj, haft utallige spekulationer i mange retninger. Hun er blevet tilbudt en enestående mulighed. En chance af den slags man kun får én af i livet. Hvis hun valgte at gribe denne chance, ville det blive på bekostning af Spiseriget, som hun sammen med sin mand etablerede i 2012.

Jeg tror, at tingene er forudbestemt. Vi bliver guidet fra oven, og derfor er der en særlig mening, med det der sker.

Jannie Jørgensen køber af Spiseriget

Annonce

En svær beslutning

- Jeg har tænkt, grædt, vendt og drejet alle muligheder. Det har været en lang proces. Konceptet for Spiseriget har Henrik og jeg bygget op fra bunden. Det er en succes, som vi er stolte af og har store følelser for, derfor har beslutningsprocessen været svær. Vi har trukket afgørelsen til det allersidste, fortæller Mette Høj, der onsdag aften informerede sit personale om, hvorfor hun endnu ikke havde lavet vagtplaner for januar måned.

Forklaringen var enkel: Forhåbentlig fandt hun en køber, ellers ville hun lukke Spiseriget med udgangen af december.

Annonce

Spontan køber

To dage efter den udmelding, en tidlig fredag morgen, ringede en tidligere ansat, Jannie Jørgensen, til Mette for at tilbyde sin arbejdskraft.

- Jeg havde forladt mit job i Spiseriget for at tiltræde en stilling som restaurantchef i den nyåbnede Gastrobar Nr 12 i Søndergade. Men på grund af forventninger, der ikke blev indfriet, valgte jeg at opsige min stilling, før restauranten åbnede. Derfor ringede jeg til Mette. Jeg manglede et job, og måske manglede hun ekstra hænder til de mange julebestillinger, fortæller Jannie Jørgensen, der mindre end 12 timer senere havde sagt ja til at købe Spiseriget, som hun sammen med sin mand overtager per 1. december.

Spiseriget historik

I maj 2012 købte Mette og Henrik Høj Spiseriget i Kræmmergade. Ideen var at skabe en lille hyggelig café, der også skulle være et sundt alternativ til madpakken. I starten var de blot de to, i dag er der ni ansatte i cafeen, hvis omsætning hviler fifty-fifty på café og take away.

I december 2016 åbnede ægteparret Spiseriget i Esbjerg. Den lukkede de igen i juni 2018

Den 1. december 2019 overtager en tidligere ansat caféen Jannie Jørgensen (og hendes mand) Spiseriget i Varde.

Annonce

Lettet sælger

- Jeg er helt vild glad for at kunne give caféen videre til Jannie, der jo kender alt. Det er en lettelse, for jeg ved, hun vil føre den videre i vores ånd. Der falder også en tung sten fra mit hjerte i forhold til mit personale, der beholder deres arbejdsplads, så jeg er lykkelig, fortæller Mette Høj, der endnu ikke kan røbe, hvad hun selv skal videre til.

- Henrik og jeg er iværksættertyper, der hele tiden ser muligheder. Vi har haft to steder på én gang, og det gik ud over familielivet i en sådan grad, at valget stod mellem at have to caféer eller en familie. Den situation ønsker jeg ikke at stå i igen. Jeg skal videre til noget nyt, og det betyder, at jeg må forlade stedet her. Men med Jannie ved roret gør jeg det med ro i sjælen, siger en glad Mette Høj.

- Man skal turde tage imod de muligheder, livet byder på. Også selvom det betyder, at man er nødt til at fravælge noget andet, siger Mette Høj, der endnu ikke kan fortælle noget om det, hun selv skal videre til. Foto: Malene Wonsbek
Janni Jørgensen (tv) har sammen med sin mand købt Spiseriget i Kræmmergade i Varde. Beslutningen om at sælge har været svær, indrømmer Mette Høj. Foto: Malene Wonsbek
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

25 års jubilæum

Annonce