Annonce
Ugeavisen Varde

Tidligere pølsemutter skal hjælpe borgerne med at klage over kommunen

Yvonne Larsen, Varde Kommunes første mini-ombudsmand, er jurist, mor til fem - og tidligere selvstændig pølsemutter fra Næstved. Foto: Yvonn Tittel
Yvonne Larsen er jurist, mor til fem, bosiddende i Oksbøl og første borgerrådgiver i en helt ny funktion i Varde Kommune. Hun er ansat af kommunen til at hjælpe borgerne mod og med kommunen.

Varde/Oksbøl: Har du bøvl med kommunen, føler du dig i klemme, uretfærdigt behandlet og misforstået, så har Varde Kommune ansat sin første borgerrådgiver, der som en mini-udgave af ombudsmanden skal beskytte borgeren i mødet med myndigheden.

Hun hedder Yvonne Larsen, er uddannet jurist, har været 15 år i statens tjeneste og har i øvrigt boet lige så længe i Oksbøl sammen med sin mand og efterhånden hele fem børn.

Børnene kommer med luft i begge ender og tre i rap i midten, så de er 16, 11, 10, 8 og 3 år gamle, fire piger og en dreng, og hver og en er planlagte – samtidig med at Yvonne Larsen altid har arbejdet meget og har ønsket at gøre karriere.

Annonce

Udgangspunktet, når borgere kommer til mig, vil for det meste være en klage. Det er der, vi mødes. Så tager vi den derfra.

Yvonne Larsen, borgerrådgiver

- Jeg ville have mange børn med min mand. Havde jeg mødt en anden, er det ikke sikkert, det var blevet sådan, men han er en god far, siger hun.

Ikke bare gør hendes store børneflok op med fordomme om kvinder og karriere, hun er på alle måder sin egen.

Som ældste datter af en ufaglært mor og en far ved postvæsnet blev hun familiens første student.

Et år efter studentereksamen købte hun egen pølsebod, i Næstved, hvor hun kommer fra, og dér kunne hun for så vidt have været den dag i dag:

- Det var også det der med at have med mennesker at gøre. Hvis den havde givet overskud, kunne jeg godt have stået der endnu, siger hun.

Det gjorde den bare ikke, så i stedet begyndte hun at læse jura.

- Jeg har læst jura for at arbejde med det, der kommer tæt på mennesker. Det, der påvirker menneskers hverdag. Jeg har altid villet det borgernære, ordentlighed, retssikkerhed og god forvaltningsskik, siger hun.

Som en slags kommunal ombudsmand får hun kontor på det gamle rådhus på Torvet i Varde, med indgang fra biblioteket. Hun skal være væk fra den myndighed, hun skal hjælpe borgerne med og imod.

- Det skulle gerne være sådan, at det bliver naturligt at gå hen forbi og se, om min dør er åben, siger hun.

Hun kan ikke omstøde beslutninger, kommunen har truffet, men hun kan hjælpe borgerne med at klage, med at komme i dialog og måske også bare med at forstå:

- Jeg er kun vejledende og rådgivende. Jeg får ingen magt. Men én gang om året skal jeg lave en årsberetning, hvor jeg kan påpege ting, jeg er stødt på og skrive om tendenser. Det er det her med at styrke ordentligheden og retssikkerheden – og selvom jeg ikke har magt, så ingen er tvunget til at følge mine henstillinger, så tror jeg bestemt, Varde Kommune har ansat mig for at blive en bedre udgave af sig selv, siger hun.

Stillingen som borgerrådgiver passer perfekt til Yvonne Larsens ønske om at bruge sin juridiske uddannelse til det borgernære. Hun er ikke ud af en juridisk familie i flere generationer. Hendes mor var ufaglært, faren var postbud, og hun blev sin families første student. Foto: Yvonn Tittel

Kan du forestille dig, du helt konkret kan hjælpe en borger med at få ret i forhold til kommunen?

- Det kan jeg da sagtens. Jeg kan hjælpe borgeren gennem klagesystemet, og så kan klagesystemet hjælpe borgeren med at omgøre sagen, siger hun og fortsætter:

- Udgangspunktet, når borgere kommer til mig, vil for det meste være en klage. Det er der, vi mødes. Så tager vi den derfra.

Borgerrådgiver er en rolle, mange kommuner har. Funktionen er opfundet i København, Esbjerg har haft sin i otte-ni, Haderslev i fem år og Billund kom en måned før Varde.

Yvonne Larsens løn er de første år betalt af puljemidler fra staten.

Borgerrådgiver

Funktionen står, ligesom ombudsmanden, frit. Nok er borgerrådgiveren lønnet af Varde Kommune, men hun har egen adresse, hun tager sager op af egen drift, hun skal ikke konferere med nogen på kommunen om hendes sager, og hendes mails og telefon kører udenom det kommunale system.

Midt i maj ventes borgerrådgiverens kontor på det gamle rådhus at stå klar. Indtil da aftaler hun med borgerne, hvor de mødes.

Mails anbefaler hun sendt via Varde Kommunes hjemmeside. Søg på borgerrådgiver, eller via e-Boks, søg på "Varde Kommune" og så "Borgerrådgiver". For at sikre, at personfølsomme oplysninger ikke bliver sendt i en ubeskyttet mail.

Eller ring 2116 0910.

Borgerrådgiveren har ikke pligt til at tage sager op, borgere henvender sig med. Hun kan udvælge dele af større sagskomplekser, hvis hun finder det relevant, og hun skal som udgangspunkt kun arbejde med aktuelle sager. Men hun kan også selv vælge at gå ind i ældre sager.

Annonce
Ugeavisen Varde

Musik- og Billedskolen inviterer til sommerkoncerter i det fri

Annonce
Ugeavisen Varde

Ny kunderådgiver i Andelskassen i Varde

Annonce
Ugeavisen Varde

Ny privatrådgiver i Ringkjøbing Landbobanks afdeling i Tarm

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Cowboy-eventyret på Torvet er slut: Nu er der muligvis nye lejere til pølsevognen i hjertet af Varde

Ugeavisen Varde

Den elektrikeruddannede musicalskuespiller Christoffer Sonnich Møller afløser Liv Stevns som leder af talentskole

Ugeavisen Varde

Mere kunst i Vardes Midtby

Ugeavisen Varde

Træn kroppen og hjertet med hjertevandring

Ugeavisen Varde

Varde Bibliotek kan fejre tredobbelt jubilæum i 2022

Ugeavisen Varde

Anette var 48 da hun fik en hjerneblødning: Mediyoga har hjulpet hende tilbage til det gode liv

Ugeavisen Varde

Naturvejleder fortæller om naturens afslappende påvirkning

Annonce