Annonce
Ugeavisen Varde

Morten og Petra forlod et tropisk dykkereventyr i Indonesien - nu er de værtspar i Lønne

Efter en stribe år som dykkerinstruktører og ledere af luksushoteller på Bali og i Indonesien har Petra Adler-Hansen og Morten Lund Hansen sagt ja til at drive Danhostel Lindvig Ferie- og Kursuscenter ved Lønne. Foto: Malene Wonsbek
Da Morten Lund Hansen fra Mejls som 18-årig rejste ud i verden, var planen at komme hjem efter ét år. Der gik 15. Rig på oplevelser, eventyr og erfaringer som både dykkerinstruktør og leder af luksusresort på Bali og i Indonesien er han og hustruen Petra nu værtspar på Lindvig Ferie- og Kursuscenter i Lønne.
Annonce

Lønne: Sipadan. En lille ø øst for Borneo. Det ultimative dykkerparadis på kanten af en kontinentalplade, hvor du få meter fra strandkanten og med et enkelt skridt går fra vand i hoftehøjde til 600 meters dybde. Her arbejdede Petra og Morten som dykkerinstruktører. På den lille ø i Lembeh i Sulawesi, Indonesien var ægteparret ansat som bestyrere på et luksuriøst dykkerresort, hvor de stod i spidsen for de 140 ansatte, der skulle servicere de 40 gæster, der var plads til.

Og man kan blive ved.

Listen med arbejdspladser i Australien, Egypten, Thailand og Indonesien og på øer som Bali, Lombok og Phi Phi er lige så lang, som den er eksotisk.

Morten Lund Hansen håber, at turisterne snart vil svinge køllerne på den smukt anlagte minigolfbane. Alt er trimmet og klar. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Som at bo i en sauna

Morten fra Mejls havde kun planlagt et enkelt sabbatår efter gymnasiet. Tyskfødte Petra fra Berlin havde nogenlunde samme tanke. Begge blev de grebet af eventyret, friheden, den uforpligtende livsstil og hinanden.

- Forestil dig at du dag efter dag vågner op i en sauna. Varmt fra morgen til aften. Vandet er altid blåt. Sandet er altid hvidt og bladene altid grønne. Ingen årstider. Hvis du går en tur, så går du i junglen og højst i 20 minutter, så er du helt færdig. Et paradis ja, men man kan også blive mættet, tilføjer Petra Adler-Hansen med et smil.

Hun er uddannet bygningsingeniør. Hun er født og opvokset i østtyske Neustadt/Dosse nordvest for Berlin. Som 22-årig hørte hun eventyret kalde. Nu er hun 44 år og glæder sig sammen med sin mand Morten til at være værtspar for feriecentret i Lønne.

Annonce

I dykkerklub som ni-årig

- Jeg var ikke lige fodboldtypen som mange af mine kammerater, men derimod vild med vand. Min mor, der har været brugsuddeler i Mejls, kendte Kurt, som var med i dykkerklubben Nautilus i Varde. Jeg var bare ni år, da han tog mig med i klubben, og som 14-årig fik jeg dykkercertifikat. Det var en stor dag, fortæller Morten, der med sit rolige og tillidsfulde gemyt sikkert ville kunne få selv en vandskræk til at trække i dykkerdragten.

Som nyudsprungen student havde Morten Lund Hansen planer om at uddanne sig til politibetjent eller søge ind i søværnet. Det ændrede sig til at blive til marinbiolog.

- Efter nogle år i udlandet primært som dykkerinstruktør blev jeg ramt af en eksotisk parasit. Jeg blev meget, meget syg og måtte rejse hjem til Danmark. Jeg var hjemme i et par måneder. I denne periode blev jeg skrevet op til universitetet. Jeg besluttede dog, at jeg lige ville tage en sidste tur ud i verden, kun et halvt år. Jeg tog til Thailand og på øen Phi Phi mødte jeg Petra. Det var i 2008. Så ændrede alle planer sig igen, tilføjer han med et smil.

Petra har krydderurter og jordbær på terrassen. Hun nyder det danske vejr og sin lille urtehave. Foto: Malene Wonsbek
Annonce

Et nyt eventyr

Det jysk/tyske par blev gift i 2018. Og med diverse erfaringer fra international hotel- og restaurationsdrift i kufferten, tiltrådte de den 18. marts i år stillingerne som værtspar på Danhostel Lindvig Ferie- og Kursuscenter i Lønne.

- Vi kom hjem fra Indonesien sidste år. I første omgang flyttede vi til Berlin, hvor vi blev bestyrer af et 4-stjernet hotel. Men det var for meget storby. Naturen og havet kaldte, og pludselig så Morten annoncen, hvor købmand Hansen søgte et værtspar her i Lønne. Jeg elsker at være her, er faldet godt til og glæder mig til, at turisterne snart for alvor vil fylde stedet herude, siger Petra Adler-Hansen.

Et nyt eventyr kan begynde.

Far og søn - købmand Hansen (red. Niels Kristian) og Carsten Hansen var lige forbi centret for at se det kommende cykelskur – en 40 fods container. Containeren bliver beklædt med træ på den udvendige side og indrettet, så der er plads til cirka 50 cykler og et lille cykelværksted. Foto: Malene Wonsbek
Deres sidste dyk ud for Lembeh inden turen gik mod Danmark. Privat
På toppen af Borobodur templet i Indonesien. Privatfoto
Morten har lige lavet en undervandsselfie af vandet under overfladen i Indonesien. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce