Annonce
Ugeavisen Varde

Morten var 20 år gammel og levede et liv i fest og farver, da han fik en diagnose, der ændrede hans liv: - Man bliver hurtigt voksen og finder ud af, hvad der er vigtigt i livet

Morten Korsgaard er 29 år gammel og bor til dagligt i et hus mellem Vrøgum og Oksbøl sammen med sin kæreste Isabella. Da han var 20 år gammel, fik han konstateret sklerose, og han har siden dengang gjort alt, hvad han kan, for at få optimeret sin hverdag og skabt en struktur, der tager højde for sygdommen. Foto: Martin Jørgensen
Morten Korsgaard levede et liv i fest og farver, men som ganske ung blev han ramt af sklerose. En sygdom, som han deler med 17.000 andre mennesker i Danmark.

Oksbøl: Morten Korsgaard var 20 år gammel. En ung mand med fart på. Fuldtidsarbejde i hverdagen på en maskinfabrik og festabe i weekenderne på de lokale diskoteker.

En på mange måder almindelig ung dansk mand, der ikke i sin vildeste fantasi havde overvejet, at hans liv skulle tage en 180 graders drejning fra den ene dag til den anden.

Det hele startede med hovedpine.

Annonce

Morten vågnede nemlig en dag med slem hovedpine. Han tog et par Panodiler, som ikke hjalp ikke på smerten, og senere samme dag mødte han på arbejdet.

På vejen hjem kunne han hverken læse nummerplader eller vejskilte, og selv bustiderne ved stoppestedet var utydelige, selvom han stod helt tæt på. Han valgte derfor at tage til egen læge, som straks sendte ham videre ham til øjenlæge.

60 procent af synet var væk, var konstateringen. Hvad øjet helt konkret fejlede var svært at konkludere, og derfor fik han en ny tid en måned senere.

Dagen efter var den dog helt gal. Morten kunne intet se. Han orienterede sig efter skygger, som han kunne fornemme. Folks ansigtsmimik var ikke længere til at afkode.

En sygemelding fra arbejdet og en akuttid senere var meldingen klar. Synsnervebetændelse, konkluderede de på sygehuset. Herefter fulgte en CT-scannes, som viste en betændelsestilstand i lillehjernen.

Mange går ind i en sorgproces, når de får sådan en besked. Hvilke forholdsregler skal de tage? Hvad gør de i forhold til deres arbejde? Og hvad med familien? Jeg accepterede hurtigt min diagnose, for i det mindste havde jeg noget at forholde mig til. Det blev mit livsvilkår, og jeg gjorde det til min opgave at få det til at fungere på bedst mulig vis

Morten Korsgaard


- Jeg var træt hele tiden. Jeg vågnede en dag med en øm og tung fornemmelse i den ene side af hovedet. Det var, som om jeg havde "boble", der trak mig ned.  Resten af samme side i kroppen var følelsesløs, og så vidste jeg godt, at den var helt gal, fortæller Morten Korsgaard, som herefter blev indlagt på neurologisk afdeling.

Her undersøgte de ham for alverdens forskellige sygdomme, heriblandt borrelia.

- De kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede. Jeg blev behandlet mod det ene, det andet, det tredje og det fjerde. Jeg fik forskellige medicintyper, så jeg fløj jo rundt på væggene, fortæller Morten, som en dag - endelig - fik sin diagnose:

Sklerose.

Mortens bedste råd til andre med sklerose er at være åben om sin sygdom. - Hvis du vælger at være åben, møder du forståelse for, hvorfor du går lidt skævt eller kan ligne en, der er fuld. Hvis man ikke har en viden om sin sygdom, bør du finde folk, der har en viden. Læger kan give en videnskabelig vinkel, men folk, der selv har været ramt, kan give et bidrag til, hvordan man kan få en nemmere hverdag. Foto: Martin Jørgensen

Hvad er sklerose?

Sklerose er en autoimmun sygdom, som nedbryder dele af nervecellerne. Det betyder, at nerverne ikke kan kommunikere ordentligt, og det viser sig i form af forskellige symptomer.

Når du får sklerose, skyldes det en fejl i dit immunsystem, som går til angreb på nervecellerne i dit centralnervesystem. 

Centralnervesystemet består af nerverne i din hjerne og rygmarv, samt synsnerverne. Det, der angribes, er de fedtskeder - myelinet - som isolerer nervecellernes udløbere.

Populært sagt kan myelin sammenlignes med det isolationsmateriale, som ligger rundt om elektriske ledninger. På samme måde som isolationsmaterialet, har myelin en isolerende effekt, som betyder, at nerveimpulserne løber uhindret, hurtigt og effektivt gennem nerverne.

Hurtig accept

Hvad gør man, når man i en alder af blot 20 år får at vide, at man har sklerose? For Mortens vedkommende var det en lettelse endelig at få svar på, hvad han fejlede.

- Mange går ind i en sorgproces, når de får sådan en besked. Hvilke forholdsregler skal de tage? Hvad gør de i forhold til deres arbejde? Og hvad med familien? Jeg accepterede hurtigt min diagnose, for i det mindste havde jeg noget at forholde mig til. Det blev mit livsvilkår, og jeg gjorde det til min opgave at få det til at fungere på bedst mulig vis, fortæller Morten Korsgaard, som i dag "kun" er ramt af træthed, hvilket også er grunden til, at han har fået et fleksjob på 12 timer i ugen.

I forhold til den fysiske del var følelsesløsheden i den ene side af kroppen væk efter længere tids genoptræning. På den psykiske del var Morten afklaret med det hele, men på mange måder vendte det også op og ned på den tilværelse, han havde været i før diagnosen.


Når man får en diagnose skal man til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt. Man bliver meget hurtig voksen. Man bliver nødt til at vælge, hvad der er vigtigt i livet

Morten Korsgaard


- Når man får en diagnose skal man til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt. Man bliver meget hurtig voksen. Man bliver nødt til at vælge, hvad der er vigtigt i livet. Er det vigtigste at gå i byen, eller at jeg får min søvn, spørger han retorisk.

Svaret er man ikke i tvivl om, når man sidder over for Morten og taler med ham i hjemmet. Han har gjort sig mange tanker om, hvad han vil med sit liv. Afklaret som de færreste på hans alder.

Han ved, hvad han vil, og hvad han kan. Hans energitank, som han omtaler den, er væsentligt mindre end mange andres, men han har lært at navigere efter det. Og struktur er vejen frem.

- Jeg planlægger min hverdag, og det har mine nærmeste stor forståelse for. Jeg kan ikke bare tage en spontan bytur eller beslutte mig for at tage en weekend til København. Eller jo, det kan jeg i teorien godt, men så ved jeg også, at jeg "låner" noget energi, så jeg på et senere tidspunkt er helt afkræftet.

Morten står for meget af det huslige. Kæresten Isabella studerer i Esbjerg, og da han kun arbejder 12 timer i ugen i sit fleksjob, har han ekstra tid i hjemmet, hvor han klarer alt lige fra rengøring til madlavning. Foto: Martin Jørgensen
Annonce

Søge viden

Der gik ikke længe efter diagnosen, før Morten meldte sig ind i Scleroseforeningen, hvor han med det samme blev frivillig. Han gjorde det både for at søge råd og vejledning hos folk, der kender sygdommen bedst, men også for at blive be- eller afkræftet i de tanker, han gjorde sig om det at have sklerose.

- Når du læser om sklerose, får du hurtigt det indtryk, at du kommer til at sidde i en kørestol om 10 år, men sådan er virkeligheden jo ikke. Hvis du tager ud og møder folk med samme sygdom som dig selv, så får du et helt andet billede. Du kan trække på deres erfaring og se, hvad der har virket for dem.

Det var også her, at Morten fandt ud af, hvad der virker for ham.

- Der er flere ting, der virker godt for mig som eksempelvis kost og søvn. Men noget af det vigtigste er struktur. Når jeg ved, hvad jeg skal, kan jeg placere min energi de rigtige steder og få mest muligt ud af mit liv, fortæller han.

Optimeringen af livet er et mål, der skinner tydeligt igennem hos Morten Korsgaard. Han har, som så mange andre, drømme om villa, vovse og Volvo. En drøm, der ikke er blevet svækket de seneste år.

- Jeg ved, at jo længere tid der går, desto større er risikoen for, at jeg bliver dårligere. Jeg har et stort ønske om at blive ung far, der kan "være med på beatet". Det fylder for mig, kan jeg mærke, og det er et mål, jeg har sat. Jeg stresser ikke over det, selvom jeg altid har sagt, at jeg gerne vil være far, inden jeg bliver 30. Men det går også nok, hvis jeg ender med at blive far som 31-årig, siger han med et smil på læben.

Annonce

Åbenhed og fremtiden

Morten Korsgaard er ekstremt åben om sin sygdom og fortæller frit om livet som skleroseramt. For ham er det den største selvfølge.

- Jeg er blevet opdraget med, at hvis du er åben omkring noget, så får du også positiv respons. I stedet for at du går med tingene selv. Jo mindre du snakker om det, jo mere kommer det til at fylde. Min oplevelse er, at jeg har fået større accept fra andre og en bedre forståelse for, hvorfor jeg er, som jeg er.

Forholdet med kæresten Isabella er også bygget på åbenhed og en tydelig kommunikation, og på mange måder har deres forhold været med til at ændre Mortens måde at leve på.

- Før Isabella tog jeg altid forbehold for, at jeg en dag kan vågne og skal sidde i kørestol resten af mit liv. Jeg har altid taget højde for usikkerheden i min sygdom, men Isabella har en mere spontan tilgang til livet. Hun har lært mig, at selvom vi ikke ved, hvad morgendagen bringer, er det ikke ensbetydende med, at vi bare skal køre efter én stram snor, som jeg måske ellers ville have gjort.

I stedet har parret fundet en balancegang mellem spontanitet og stram struktur, som Morten formulerer selv det.

Det har givet dem en stabil base i huset på Baunhøjvej ved Oksbøl, og bare fordi man er ramt af en alvorlig kronisk sygdom, stopper man ikke med at drømme.

- Jeg drømmer om det her idylliske familieliv med alt, hvad det indebærer. Jeg vil være den moderne mand, der går hjemme. Jeg vil arbejde, så længe jeg kan. Men ellers er det bare det helt klassiske familieliv, der er min helt store drøm, som jeg håber, der en dag går i opfyldelse, afslutter Morten Korsgaard.

Antallet af mennesker, der får sklerose i verden, er stigende. Det fremgår af en helt ny optælling fra MSIF, Multiple Sclerosis International Federation. I dag er der 2,8 millioner mennesker med sklerose i verden, hvor der i 2013 var 2,3 millioner.

Opgørelsen viser, at Danmark er det fjerdehårdest ramte land i verden. Faktisk er forekomsten i Danmark er næsten ni gange så stor som den gennemsnitlige forekomst i verden.

Ifølge den nye undersøgelse får gennemsnitligt én ud af 3.000 mennesker sklerose i verden, mens tallet i Danmark er cirka én ud af 350 danskere. Morten Korsgaard har valgt at få det bedste ud af tilværelsen. Og han og kæresten Isabella håber at blive boende i området. De er faldet godt til, efter de får et halvt års tiden siden flyttede fra en mindre lejlighed i Agerbæk. Her har de nemlig mere plads og nemmere adgang til naturen, end hvis de boede midt inde i en større by. Foto: Martin Jørgensen

Blå bog

Morten Korsgaard er 29 år gammel og bor til dagligt i et lejet hus mellem Oksbøl og Vrøgum på Baunhøjvej sammen med sin kæreste Isabella, som han har været sammen med i tre år.

Arbejder til dagligt på Fiskeri- og Søfartsmuseet på tredje år, hvor han er ansat som fleksjobber. Her er han gartner i en stilling på 12 timer fordelt på tre dage i ugen.

Kalder sig selv den moderne mand, og han elsker at stå for meget af det huslige i hjemmet.

Arbejder også som frivillig i Scleroseforeningen i ungeudvalget, som beskæftiger sig med patienter mellem 18 og 40. Her arrangerer de både lokale- og nationale arrangementer.

Flyttede i en lejebolig mellem Oksbøl og Vrøgum for et halvt år siden, efter at have boet i Agerbæk før dette. Kommer oprindeligt fra Nykøbing Mors.

Bor i Oksbøl, fordi han godt kan lide naturen. Vil gerne have det så roligt som overhovedet muligt, og det kan han bedst finde ude på landet.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Varde

Mød politihjemmeværnet ved Kvickly

Annonce
Annonce
Ugeavisen Varde

Corona har smittet positivt af på boligmarkedet i Varde Kommune

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Dykkerklubben i fantastiske nye lokaler

Ugeavisen Varde

Mange kender ikke ny regel: Din juleshopping på nettet kan koste dyrt

Ugeavisen Varde

Få nemt mere bevægelse ind i hverdagen

Ugeavisen Varde

Outrup-kører på 15 år kan blive Danmarks nye speedwaystjerne: Klub kalder ham kæmpetalent med enorme muligheder og belønner ham nu med flerårig kontrakt

Ugeavisen Varde

Få kokkenes hemmeligheder til den perfekte brune sovs

Ugeavisen Varde

Stort interview med 7-kantens formand: Nordsjællænderen, der vil arbejde for Vardes nye kulturfyrtårn og vende et faldende medlemstal

Ugeavisen Varde

Valgplakaten i lygtepælen

Ugeavisen Varde

Lidt er ALTID godt nok…

Ugeavisen Varde

Gør som de professionelle: Her er decembers vigtige haveopgaver

Ugeavisen Varde

Juletræet kom op på Torvet i Varde

Ugeavisen Varde

Janderup-kæmper snupper DM-titlen for fjerde gang på syv år

Ugeavisen Varde

Nu får Varde sit eget julekort lavet af lokal kunster: Udleveres gratis i byens butikker

Ugeavisen Varde

Nye skilte skal formidle kulturhistorie ved populære lokale naturområder

Ugeavisen Varde

- Jaaaaa, vi gjorde det piger: En fantastisk sæson for pigerne endte med en kæmpe sejr og kvalifikation til oprykningsspillet

Ugeavisen Varde

Blodpropper satte livet i perspektiv: Nu rykker Lisbeth og Jens fra Varde til Samsø

Ugeavisen Varde

Berit fra Oksbøl har skiftet slagterkniven ud med en skalpel: Blev omskolet i en alder af 49 år og boede på kollegie i Randers, mens hun studerede

Ugeavisen Varde

Gunnvør og Stine var i USA, da corona buldrede afsted: Boede hos Trump-supportere og stod på snowboard med batman

Ugeavisen Varde

Få overblikket: Det ved vi om kommunalvalget 2021 i Varde

Ugeavisen Varde

Sæt ord på kærligheden hver dag

Ugeavisen Varde

Afhængig af telefonen? Væn dig af med at tjekke dine apps hele tiden

Ugeavisen Varde

Morten var 20 år gammel og levede et liv i fest og farver, da han fik en diagnose, der ændrede hans liv: - Man bliver hurtigt voksen og finder ud af, hvad der er vigtigt i livet

Annonce