Annonce
Ugeavisen Varde

Ny klummeskribent Christina Jørgensen: Vores hjerne og vores hjerte er en indre forlystelsespark – lige til at udforske

51-årige Christina Jørgensen tog en modig beslutning, da hun og hendes piger flyttede fra Sjælland til Vestjylland. – Jeg fulgte mit hjerte og dermed kærligheden. Min ældste datter, Maya på 14 år, blev selvfølgelig taget med på råd. Da hun sagde OK, gik vi nærmest i gang med at pakke, fortæller Christina Jørgensen, der glæder sig over, den modtagelse hun og pigerne har fået. Foto: Malene Wonsbek
Christina Jørgensen er Ugeavisens nye klummeskribent. Hun er NLP-master, livscoach og doula. Personlig udvikling handler i høj grad om at tænke konstruktivt. Om at kunne navigere og sortere i følelser - også de svære. På den måde, kan du i stedet lære af dem og af livet lyder hendes opfordring.
Annonce

Varde: "Jeg elsker dybe bevidsthedsudviklende samtaler, der nærer min hjerne". Ordene kommer fra Ugeavisens nye klummeskribent, 51-årige Christina Jørgensen, der med en skøn latter indrømmer, at interviewet af hende godt kan gå hen og blive lidt "langhåret", for som hun siger:

- Jeg er et meget spirituelt menneske, der elsker at udtænke nye måder at opdage verden på.

En nysgerrighed der har rod i hendes eget liv. Hun var nemlig rebellen, der voksede op i en familie, der var mere præget af ro, renlighed og regelmæssighed end sparring, uddannelse og litterær viden.


Wayne Dyer er min spirituelle inspirator. Jeg har fulgt ham på YouTube i 15 år. ”You see it, when you belive it”, siger han. (red. ”Du ser det, når du tror på det”). Jeg ”ser” hele tiden noget nyt, selvom jeg har hørt hans tekster mange gange.

Christina Jørgensen, livscoach og doula


- Jeg har altid været stærkt nysgerrig, særligt i forhold til hvor informationer om livet egentlig kommer fra, og jeg har ledt både i den naturvidenskabelige, filosofiske og spirituelle verden, siger hun.

Annonce

Hvem er "man"?

- Jeg er vokset op med, at pæne piger ikke råber for højt eller siger deres mening. Jeg fik ofte at vide, at nu måtte jeg holde op med at spørge så meget. Det var svært for mine forældre, hvis jeg stak for meget ud fra mængden, og hvis vi skulle tale om for store problematikker. Der er ingen tvivl om, at det var for, at jeg skulle føle mig elsket og være glad, men som voksen gik det op for mig, at det mønster var som store mentale badebolde, vi forsøgte at presse ned under vand. Det brugte vi i min familie rigtig mange kræfter på, tilføjer Christina med et smil.

Ved et tilfælde hørte hun i 80’erne om NLP (red. Neuro Lingvistisk Programmering), og teknikkerne herfra blev sammen med uddannelse i positiv psykologi det, der blev det særlige vendepunkt i hendes liv.

Christina Jørgensen

Født i Søborg, 51 år

Mor til Phillip (30), Maya (14) og Alma (7)

Forlovet med Charlotte Bøving

Uddannet NLP Master coach, har siden 1999 undervist i positiv psykologi og motivation

Uddannet doula i USA - fødselshjælper og fødselscoach

Har produceret flere end 700 tv-udsendelser på Kanal 1 om graviditet, fødsler og trivsel. Programmet hedder Doula.

Selvstændig livscoach og doula: www.doulamama.dk

- NLP er læren om, hvordan vores tanker kan påvirke vores adfærd og vaner på både uhensigtsmæssige og hensigtsmæssige måder. Som barn blev jeg ofte udfordret af sætninger som "det gør man ikke", "det må man ikke", "det kan man ikke". Jeg følte mig vildt begrænset af denne "man" – og anede ikke hvem, "man" var. Det fandt jeg ud af, men det var ikke uden kamp. I dag er det en hjertesag for mig at udbrede budskabet af, hvor vigtigt det er at lytte til hinanden, rumme alle følelser, og dele viden og hvem kilden er til den virkelighed, fortæller hun.

Annonce

Stop

Som livscoach og doula (red. fødselshjælper coach) banker Christina Jørgens hjerte for at hjælpe alle, der tror, at de med en karabinhage skal hægte sig på den røde, den blå eller den grønne rute og så følge den gennem hele livet. Stop! Hvad vil DU? Hvad ønsker DU? Lyder hendes opfordring.

- Vi lever i en tid, hvor vi er alt for dårlige til at lytte ordentligt til hinanden. Vi kommer til at agere som lommepsykologer, der render rundt og tror, vi kan fixe livs-udfordringer for hinanden. Vi kan støtte, men vi skal ikke overtage. For det kommer ofte bare til at føles som om, vi intet kan selv. Hægt dig af. Tænk selv og i de ressourcer du har. Det er lettere sagt end gjort, og det er her, jeg som livscoach ofte kommer ind i billedet, siger Christina, der selv har lagt arm med livet, med udfordringer og fordomme.

- I 2017 blev jeg skilt fra min daværende mand. Nu er jeg forlovet med en kvinde. Vi er flyttet fra Sjælland til Vestjylland, for blot at nævne et par udfordringer fra de seneste år. Men i stedet for at slås med virkeligheden, skal vi forstå, hvor fantastisk det er at være menneske. Vi skal gribe de muligheder, der byder sig. Vi skal berige hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Vi skal ikke holde andre mennesker nede, men derimod løfte hinanden. Det er det, hele livet handler om, og det er det budskab mange af mine klummer vil komme til at handle om, siger Christina, der i denne avis debuterer med sin klumme, der har overskriften "Når kærligheden skifter postnummer".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce