Varde: Kom og lyt med, når West Coast Big Band, Musik- og Billedskolens Big Band og orkesterklassen fra Trane Skole & Børneby afdeling Thorstrup optræder med jazzkoncert i Medborgerhuset den 28. april klokken 19.00. Det skriver Musik- og Billedskolen i en pressemeddelelse.
Til koncerten vil orkesterklassen spille forskellige numre alene samt et fællesnummer med de to big bands. Orkesterbandet, som består af elever fra Trane Skole & Børneby afdeling Thorstrup, blev stablet på benene i 2018 og giver eleverne mulighed for at lære at spille et orkesterinstrument.
- Elevernes mulighed for at vælge mellem flere instrumenter – i dette tilfælde saxofon, trompet og trækbasun - øger klart deres motivation for at spille, og de har udviklet sig hurtigt. Børnene er meget fokuserede i holdundervisningen og sammenspillet, hvilket giver et godt sammenhold i klassen. Klasselærerens aktive deltagelse og skolelederens opbakning gør en stor forskel også, siger Helle Munksgaard Petersen, der er teamleder i Musik & Billedskolen.