Annonce
Ugeavisen Varde

På VGE tænker de kreativt for at holde fast i sammenholdet - hver for sig

I køkkenet på VGE udvikler de hele tiden nye kødfri retter. Her er Linda og Dorthe i gang. PR foto
Det kræver, at man finder alternativerne og ja-hatten frem, når der skal skabes fællesskab og findes på aktiviteter som efterskoleelev i denne tid. På VGE byder både skolens ansatte og eleverne løbende ind med nye ideer.

Varde: Forskellen fra en almindelig folkeskole til en efterskole er, at eleverne på en efterskole jo også plejer at have resten af hverdagslivet sammen. Og det er svært at holde liv i, når man ikke er fysisk sammen. Men her byder køkkenet på Vardeegnens Gymnasieforberedene Efterskole - VGE blandt andet ind.

- Vores køkkenpersonale har arrangeret tv-køkken, hvor de nogle dage i forvejen har lagt en opskrift ud, så eleverne har kunnet nå at købe ind. Og så laver alle dem, der vil være med, mad sammen via Discord (onlineplatform, red.), hvor de står i hver deres køkken og laver mad ud fra den samme opskrift. Bagefter sender eleverne billeder ind til os hjemme fra aftensbordet med familien, forklarer sekretær Lone Kolding, som også har været med til at gå på putterunde blandt eleverne på virtuel vis.


De her benspænd gør os kreative. For eksempel har vi arrangeret quiz klasserne imellem på Discord.

Poul Roed, forstander VGE


- Det var under første nedlukning. Så gik vi rundt med en computer og tog kontakt til eleverne, efterhånden som vi kom til deres værelser. Vi gik ind på værelset og viste dem, hvordan det så ud, krammede deres bamse, hvis den stod der, spiste noget af det chokolade, de havde efterladt, eller hvad det nu var. Vi gjorde de ting, vi ville gøre, hvis vi gik rundt og sagde godnat til dem her på skolen, forklarer Lone Kolding.

Annonce

Benspænd i positivt lys

I det hele taget gør alle på skolen, hvad man kan, for at værne om det fællesskab, der er alfa og omega på en efterskole, selvom corona spænder ben.

- De her benspænd gør os kreative. For eksempel har vi arrangeret quiz klasserne imellem på Discord. Det er en quiz, vi plejer at have hvert år. Nu må den bare afvikles anderledes. Jeg ved også, der er elever, der er begyndt at gå ture sammen hver for sig - igen via Discord - nøjagtig som de ville gøre det, hvis de var på skolen, siger skoleleder Poul Roed og understreger, at det naturligvis slet ikke er det samme, som hvis man er sammen fysisk.

- Men nye løsninger kan også have kvaliteter. Det skal man huske i alt det her, siger han.

Vegatarisk mad vinder frem

På Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole (VGE) har køkkenet taget Fødevarestyrelsens nye kostråd til sig.

I de nye kostråd står der direkte, at man skal spise mindre mængder kød og gerne vælge fisk og bælgfrugter, samt at man bør spise mere grønt.

Det er der rigtig mange af eleverne på VGE, der allerede gør. Således vælger 20 procent af dem at spise vegetarisk.

- Vi havde i forvejen meget fokus på de grønne retter, og vi oplever også et stigende antal vegetarer blandt eleverne hvert år. I år spiser omkring 20 procent af eleverne vegetarisk, forklarer køkkenleder Berit Lynge Kristensen.

I denne tid er der imidlertid ingen elever, der spiser på skolen. De har ikke været fysisk på efterskolen siden 19. december, men følger undervisning online hjemmefra, ligesom alle andre af landets skoleelever.

Katrin Elisabet Kollslíð (10. klasse på VGE) spiser næsten udelukkende vegetarisk, mens Lukas Raap (9. klasse på VGE) er vegetar. Begge er de hjemme fra efterskolen for tiden ligesom alle de andre elever. PR foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce