Varde: Oplev fire debattører tage debatten omkring den sunde debatkultur op den 21. april, når sognepræst Morten Thaysen styrer slagets gang til en paneldebat på Varde Bibliotek. Det skriver Varde Bibliotek i en pressemeddelelse.
De fire debattører består af forfatter og foredragsholder Johny Gammelgaard, som bidrager med sin viden om hjernen og dens menneskelige reaktion, folkeskolelærer på Spangsbjergskolen Mette Tosti, som har kendskab til digital dannelse i folkeskolen, formand for Varde Open Air Torben Lehmann, der har personlige erfaringer med debatkulturen, og journalist ved Ugeavisen Varde Dorthe Knudsen, som har erfaringer med debatten online.
Debatten vil omhandle hvilke tendenser, vi ser i debatten, og debattørerne vil komme ind på spørgsmål, som for eksempel hvad sund debatkultur er, og hvad vi hver især kan gøre for at bidrage til den.
Paneldebatten er arrangeret i samarbejde med LOF Sydvest, FOF Vest, AOF Center for
Sydjylland og Varde Bibliotek og foregår fra klokken 19.00 til 21.00 i Salonen på Varde Bibliotek.