Annonce
Ugeavisen Varde

Personlig stil i det gamle elværk

Hun trawler tålmodigt genbrugsbutikkerne igennem, indtil det helt rigtige er der, Tanja Bitten Mølgaard Beier. For eksempel levede familien længe uden sofabord, fordi hun endnu ikke havde fundet det helt rigtige. Men pludselig var det der: Et spisebord, der kom med hjem og fik savet lidt af højden og fik en gang maling. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Tanja Bitten Mølgaard Beier forelskede sig i det gamle elværk i Thorstrup. I dag er det hendes hjem, hvor hun kører en helt personlig stil.
Annonce

"Fuck Janteloven og Murphys Lov."

Sådan står der under arbejdsbordet på hemsen hos Tanja Bitten Mølgaard Beier. At det står under bordet, gør det ikke diskret, for undersiden af bordet kan ses nede fra stuen.

- Men det står på italiensk, griner Tanja Bitten Mølgaard Beier.

Den 42-årige skolelærer bor i det gamle elværk i Thorstrup. Her er højt til loftet. Både bogstaveligt og i overført betydning. Begge dele er vigtigt for Tanja Bitten Mølgaard Beier, som faldt pladask for huset, en dag hun var ude og køre.

Det var i 2014. Men det krævede to års overtalelse af ægtemanden og et halvt års intensive prisforhandlinger, der endte med, at ejendomsmægleren smed den sidste kontante difference, der skilte sælger og Tanja fra at kunne nå hinanden, på bordet, før hun kunne kalde det gamle elværk for sit.

Siden er Tanja blevet skilt, og de tre største børn er flyttet hjemmefra, så i dag bor hun i huset alene med datteren Sofia og toypudlen Picasso.

Fakta

Det gamle elværk i Thorstrup, bygget i 1916 og ombygget af flere omgange. Senest af Tanja Bitten Mølgaard Beier og hendes eksmand i 2016.
Huset er på 216 kvadratmeter fordelt på 4 værelser.
Annonce

Kyndig hjælp

Det var i september 2016, Tanja Bitten Mølgaard Beier, eksmanden og deres i alt fire børn rykkede ind i det gamle elværk i Thorstrup. Der skulle sættes vanvittig meget i stand. Noget var påbegyndt, men der manglede store poster som badeværelser, gulvvarme og nyt fyr, og budgettet var ikke sat til, at der skulle håndværkere på.

Men kombinationen af Tanjas evne til at se tingene for sig, eksmandens vilje til at udvikle sine gør-det-selv-evner og ikke mindst ekssvigerfaderens kyndige vejledning og hjælp viste sig at være den helt rigtige.

- Vi kunne ikke have gjort det uden min ekssvigerfar. Han kunne blandt andet fortælle os, hvilken rækkefølge, vi skulle lave tingene i, hvad vi skulle være opmærksom på, og hvordan vi skulle gøre det. Foruden at han hjalp os med at lave tingene, siger Tanja Bitten Mølgaard Beier, som gennem hele processen har haft fokus på, at der skulle være sammenhæng i tingene.

For eksempel er den blå tone, oldemors gamle skænk er malet i, samme tone som går igen i nogle pudebetræk, og mosaikfliserne ved toilettet er de samme, der går igen i køkkenet.

Derudover er det vigtigt for Tanja at bo med smukke ting, der har en historie.

- Jeg er ikke rigtig til nye ting. Og dem, jeg har, er her, fordi de lige passer ind. For eksempel lamperne fra Ikea over spisebordet, der giver sådan et smukt lys, eller mit møbel i entreen, jeg shinede op med guld- og kobberspray, siger hun.

Annonce

Bliver aldrig færdig

I det hele taget er Tanja Bitten Mølgaard Beier ikke bange for at give sig i kast med kreativiteten, når hun indretter. Det er faktisk nærmest hendes adelsmærke at få gamle møbler med historie til at passe sammen.

Således har hun malet indtil flere arvestykker, så de nu passer smukt ind i en helhed, og hun trawler gerne genbrugsbutikker igennem for at finde det helt rigtige. Det er ikke hver gang, der er gevinst, når hun er ude og kigge, men lige pludselig, så er den der, og så er hun ikke sen til at gå i gang med at forvandle sine fund. Noget der ellers kan få mange til at tøve at skræk for, at resultatet ikke bliver godt.

- Så længe, jeg gør det en tjeneste ved at forvandle det, så er jeg ikke nervøs for det. Men der er også ting, jeg ikke har købt, fordi jeg syntes, det ville være synd at male det. Jeg har for eksempel ladet flere flotte gamle lakerede skriveborde stå i butikkerne, siger Tanja, som i øjeblikket er på udkig efter en helt særlig gammel kontorstol samt et par stole, hun vil ombetrække som nogle at sine næste genbrugsfund.

Derudover er det haven, der trækker i hendes skabertrang i øjeblikket.

- Jeg vil gerne have et hegn ude foran med noget grønt, der slynger sig, og så drømmer jeg om en stor træterrasse foran det store vinduesparti. Men jeg bliver nok aldrig færdig. Der skal helt sikkert også meget til at flytte mig herfra, siger Tanja Bitten Mølgaard Beier.

Tanjas guide til genbrugsmøbler

1: Start med at forvandle en lille ting, der ikke har den store betydning for dig, så det ikke gør noget, hvis det går galt.

2: Søg hjælp. Spørg i byggemarkedet, gå på Google, se videoer på Youtube. Der er masser af muligheder for at finde hjælp.

3: Nyd processen og mærk den tilfredsstillelse, der er ved at lave tingene selv.

4: Vær ikke bange. Hverken for at bruge diverse maskiner og værktøjer, for at blive beskidt, eller for at lave fejl. Bare hop ud i det!

Over spisebordet hænger et par Ikea-lamper, og på endevæggen står et arvestykke fra Tanjas oldemor. Det er blevet forvandlet til familiens "vinalter", og ovenover hænger et billede, Tanja selv har lavet. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Hemsen er Tanjas kreative hule. Nede fra stuen kan man se budskabet under arbejdsbordet. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Der er mange buddhaer i det gamle elværk, for Tanja synes, de er så smukke. - Den lille kommode fik min mor af min far i barselsgave, da hun fik mig, fortæller Tanja, der har slebet og malet den. Spejlet er også et arvestykke. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Den lyseblå skænk har været Tanjas oldemors. - Jeg tiggede min far om at få lov til at få den i ti år, og til sidst sagde han ja, siger Tanja. Den blå farve går igen i nogle puder inde i stuen. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Badeværelset var oprindeligt et kontor, så der skulle trækkes helt nye føringer for at det kunne blive til noget. Her var især Tanjas ekssvigerfar en stor hjælp i at holde overblik og vide, hvad der skulle gøres. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Tanja elsker at sidde foran det store vinduesparti. Der er med vilje ikke sat gardiner op i huset, for hun kan ikke få lys og luft nok ind. Kommer der gæster, der er generet af, at der ikke er trukket for, eksempelvis om aftenen, kommer foldeskærmen i brug. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Haven er Tanjas næste projekt, og hun har allerede masser af ideer. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Det gamle elværk i Thorstrup er fra 1916, og Tanja har selvfølgelig fundet plads til et fotografi af det. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Hun kan egentlig ikke lide for nye møbler, men hun kan heller ikke lide at smide ud. Så en omgang guld- og kobberpsray forvandlede entremøblet. Foto: Tatjana Schantz Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Seje piger og seje drenge!

Annonce