Annonce
Ugeavisen Varde

Sådan sorterer du jule-affaldet korrekt

Hans-Christian Damm Obel blandt noget af den type affald, der kommer i julen. Fra venstre har vi gavepapiret og bånd, der skal smides i restaffaldsbeholderen, dernæst madaffald, der skal i - ja - madaffald. Det bløde bobleplast skal i genbrugsbeholderen sammen med pap, og glas fra for eksempel syltetøj og rødkål skal også til genbrug. Foto: Christine Aagaard-Kragh
Hans-Christian Damm Obel fra Din Forsyning guider dig på vej, så du får sorteret julens affald rigtigt, og der ikke havner noget i den forkerte spand.
Annonce

Varde: Måske hører du til dem, der troligt står og samler gavepapiret sammen og bærer det ud i genbrugsspanden efter juleaften.

Men stop engang, for det er skønne spildte kræfter.

- Man skal tage en klar sæk og putte gavepapir og bånd ned i den og køre den på genbrugspladsen eller smide det hele i det store rum i skraldespanden derhjemme, hvis man har plads, fortæller Hans-Christian Damm Obel, kommunikationskonsulent hos Din Forsyning.

Her har man tidligere set, at folk kommer gavepapiret ned i genbrugsspanden og endnu værre, at de også har puttet gavebåndet derned.

- Gavebånd er virkelig noget skidt. Det vikler sig ind i vores maskine, så stopper det hele, og vi skal ind og vikle det ud manuelt, fortæller Hans-Christian Damm Obel og forklarer, hvorfor gavepapiret ikke skal i papirspanden:

- Gavepapir er ofte meget overfladebehandlet og af en dårlig papirkvalitet, som ikke kan genanvendes. Så det skal direkte i småt brændbart.

Annonce

Planlæg madlavningen

Foruden gavepapiret er der andre ting, man bør tænke over, når man står med affald i julen.

Fedtstof og rester af sovs for eksempel.

- Man skal ikke hælde fedt i vasken eller på anden måde i kloakken. Det tiltrækker rotter, og det danner store propper i hele kloakken. I stedet bør man lade det blive koldt og så smide det ud i madaffaldsspanden, forklarer Hans-Christian Damm Obel.

- Det gælder om at gøre det let for sig selv at komme af med affaldet løbende. Det kan være svært, når der er gang i en julemiddag på alle fem blus, men hvis man planlægger det lidt, inden man går i gang med at lave maden, så man får sig indrettet fornuftigt, og så eventuelt sender nogen ud med skraldet løbende, så man ikke står med en overfyldt pose inde i køkkenet, foreslår han.

Har man ikke plads til at få gavepapiret stoppet ned i restaffaldet, så kan man som sagt køre det ud på genbrugspladsen og smide det i småt brændbart selv. Man kan også rekvirere en kode via sms eller på Din Forsynings hjemmeside, så skraldemanden ved, han skal tage en ekstra sæk med ved næste tømning. Det koster 30 kroner.

Generelt henter skraldemændene mere affald i forbindelse med julen, men om det også bliver tilfældet i år, hvor coronavirus ændrer en del planer og traditioner for mange, det vil tiden vise.

Sådan skal du sortere juleaffaldet

Gavepapir og bånd: Skal i småt brændbart.

Flamingo: Hvis ikke du står og skal isolere dit hus, så skal flamingo afleveres på genbrugspladsen.

Fedt fra madlavningen: Skal i madaffald - IKKE i kloakken.

Glas og glasflasker: Skal i det lille rum i genburgsspanden eller køres på genbrugspladsen.

Juledekoration: Sådan en består typisk af ler, gran og pynt. Pynten kan bruges til næste år, gran skal afleveres som haveaffald på genbrugspladsen, og er der tale om bare lidt ler, kan det komme i skraldespanden. Ellers skal det afleveres på genbrugspladsen som tegl.

Julekort: Måske har du fået et fancy julekort med lys og lyd. Så er der batterier i, og så skal det afleveres som elektronik i en klar pose på låget af skraldespanden, på genbrugspladsen eller på en miljøstation.

Julekugler: Går en julekugle i stykker, skal den i restaffald. Var der lys i, skal den afleveres i en klar pose på låget af skraldespanden som elektronik, på genbrugspladsen eller en miljøstation.

Juletræet: Når det er slut med juletræet, skal det afleveres som haveaffald på genbrugspladsen.

Lyskæder: Går lyskæden i stykker, skal den afleveres i en klar pose på låget af skraldespandsen som elektronik, på genbrugspladsen eler en miljøstation.

Er du i tvivl: Så skriv eventuelt via facebooksiden Affaldssortering i Varde - så svarer Hans-Christian Damm Obel, så hurtigt han kan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Lav sund mad med Mette

Ugeavisen Varde

Spinat ud af ørerne

Ugeavisen Varde

Love matters

Annonce