Annonce
Ugeavisen Varde

Sådan styrker du naboskabet under coronakrisen

Sankthans er en af de aftener, der plejer at samle børn og voksne i de forskellige boligkvarterer. Men i år var en del af den slags arrangementer aflyst på grund af coronakrisen. Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
I en tid, hvor der er lange udsigter til vejfester og hyggelige traditioner med boligforeningen, er der andre ting, du kan gøre for at styrke naboskabet.
Annonce

Danmark: Aflyste vejfester, gløgg-arrangementer og generalforsamlinger. En stor del af det, vi forbinder med et godt naboskab, er blevet sat på standby under coronakrisen.

Men se det ikke som en hvilepude, for du kan nemt gøre så meget andet for at styrke og vedligeholde naboskabet.

- Naboskabet skal ikke lide på grund af coronakrisen – det skal netop blomstre i en situation, hvor der er mulighed for at hjælpe hinanden, siger Allan Malskær, der er landsformand i Parcelhusejernes Landsforening.

Annonce

Gå digitalt

Brug eksempelvis de digitale rammer - mere end I gjorde i forvejen - til at vedligeholde det.

- Hvis det er et fællesskab, der i forvejen betyder meget for en, så skal man finde nogle måder at dyrke det på, siger Anja Jørgensen, der forsker i naboskab ved Aalborg Universitet.

- Vi har aldrig haft så mange digitale medier til rådighed, og dermed har vi heller aldrig haft bedre vilkår for at vedligeholde fællesskaber, selv om vi ikke kan ses, fortsætter hun.

Lav eksempelvis en gruppe eller chattråd på Facebook, hvor gadens beboere kan være i kontakt med hinanden. Du kan også invitere til Zoom eller Teams-møder, som mange har fået kendskab til under coronakrisen.

Bor du i et nabolag med en del ældre, kan du i stedet vælge at ty til telefonsamtalen.

- De fleste har telefonnummeret på naboen, så tag telefonen, og spørg, om der er noget praktisk, man kan hjælpe med, siger Allan Malskær.

Eksempelvis indkøb, hvor I kan aftale, at du stiller varerne ved døren, og de overfører pengene på MobilePay eller lignende, så I holder afstand.

Annonce

Hjælp hinanden

Det samme gælder med de pakker, som dine naboer handler hjem over nettet under krisen.

- Er du hjemmearbejdende, så sig til dem, at posten kan aflevere pakkerne hos dig, da du alligevel er hjemme, og de slipper for at stå i kø i servicekiosken, foreslår Allan Malskær.

- Man skal udnytte, at man er flere på vejen, der arbejder hjemme, fortsætter han.

Det kan også være, du kan assistere, hvis din nabo har problemer med at få teknikken på hjemmekontoret til at spille eller mangler en ekstra computerskærm, og du tilfældigvis har en stående.

Du kan ligeledes spørge, om de har har behov for læsestof eller tilbyde dem avisens tillæg med rebusser og krydsord, hvis du ikke selv får dem løst.

Sørg selvfølgelig for at spritte af inden, og undgå at stå overfor hinanden for længe.

- Men hold dig i hvert fald ikke tilbage, for nogle folk har brug for hjælp, som de ikke selv spørger om, siger Allan Malskær.

/ritzau fokus/

Godt naboskab er vigtigt

Naboskabet har afgørende betydning for, om vi tør gå på gaden om aftenen.

Ni ud af ti med et godt naboskab føler sig trygge ved at gå alene efter mørkets frembrud.

Blandt dem, der har konflikter med naboerne, er det knap seks ud af ti, der er trygge ved at gå på gaden ved mørkets frembrud.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Lav sund mad med Mette

Ugeavisen Varde

Spinat ud af ørerne

Ugeavisen Varde

Love matters

Annonce