Søren efter stress: - Tal åbent om det i stedet for at gå med det selv

Varde: Han er lige kommet op fra kælderen hjemme på Højvangs Allé i Varde, hvor han har undervist en flok elever på Teams. Nu står den på en af dagens uundværlige kopper kaffe og en snak om, hvordan man får sit liv til at hænge sammen, når man har været helt nede og skrabe bunden af sjælen på grund af stress. Eller rettere, hvordan han gør det. 35-årige Søren Madvig Jeremiassen gik ned med et brag 14. december 2018. Han var på arbejde som lydmand i Musikhuset Esbjerg, da han pludselig brød fuldstændig sammen.

- En af mine kolleger sagde et eller andet. Jeg husker ikke engang, hvad det var. Det var ganske uskyldigt. Det var blot en udløser. Jeg græd og græd og kunne slet ikke stoppe igen, fortæller Søren, som blev sendt pænt hjem. En uge efter sad han ved en psykolog, som hurtigt konstaterede, at Søren var ramt af stress.

- Og så fik jeg at vide, at jeg ikke havde ramt bunden endnu. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg regnede med, det ville tage et par måneder, så var jeg klar igen. Til trods for at jeg slet ikke havde ro på noget. Min krop kørte bare derudaf, og jeg havde tankemylder og følelser kørende rundt i hovedet konstant. Når jeg havde siddet stille i en time, var min puls stadig på mellem 80 og 90, fortæller Søren, som efter et par måneders sygemelding ramte den.

Bunden.

I form af et angstanfald. Lige udenfor døren til sin psykolog.

- Og hvis jeg må komme med en anbefaling, så er det nok det optimale sted at få sådan et, konstaterer Søren tørt.

Humoren har altid været en markant del af hans personlighed og tilgang til tilværelsen.

- Som det jo tit er for os, der har oplevet lidt for meget i livet, som han siger i forbifarten.

Og humoren blev heldigvis ikke spist af stressmonsteret, selvom det havde fat i Søren gennem næsten 2 år.

Efter angstanfaldet lå Søren stort set vandret i et par måneder.

- Når man har børn og familie har man jo nogle forpligtelser og nogle ritualer, der holder en oppe. For eksempel at stå op og spise morgenmad. Så det gjorde jeg. Men mange gange lå jeg i sengen igen, inden de var ude af døren. Jeg var helt flad. Tom, siger Søren, som sammen med sin kone Louise har Pelle på 4 år, og så har Søren også Nikoline på 12 år, som han har været delefar til, siden hun var spæd.

Sørens stresssygemelding kom ikke fra den ene dag til den anden.

- Det havde været undervejs i flere år, kan jeg se i dag. I hvert fald fire år med symptomer. Men jeg så det ikke, for det eneste, jeg kendte til, var at knokle igennem. Jeg har aldrig lært at lytte til mig selv eller mærke min krop, fortæller Søren, som ikke kan pege på én udløsende faktor.

- Det var mange ting, der havde hobet sig op over mange år. Mine forældres sygdom. At blive enlig far for første gang på kaotisk vis. Mine forældres skilsmisse. Og så at jeg aldrig har lært selvomsorg, men jeg har lært at arbejde meget. Det er der jo ikke noget i vejen med, at kunne arbejde, men det var en skidt kombination, for jeg kastede mig over arbejdet for ikke at mærke mig selv, forklarer Søren, som meget hurtigt efter sin sygemelding valgte, at han ville være åben omkring, hvordan han havde det.

- Og løbende fik jeg jo tilkendegivelser fra mange andre, der sagde, at de også havde været nede med stress. Det er bare ikke noget, man snakker om. Slet ikke som mand. Jeg sad tit ene mand, når jeg deltog i noget via Jobcentret eller lignende. Der er et stort tabu omkring stress, selvom det er noget, vi kan læse og høre om alle mulige steder. Men tabuet er tilsyneladende endnu større blandt mænd. Det vil jeg gerne være med til at lave om på, siger Søren, som tilskriver sin kone, sin psykolog og sin sagsbehandler, at han er her i dag.

- De har reddet mig liv. Uden tvivl, siger han.

600 dage.

Så lang tid gik der, fra han gik hjem fra arbejde som sygemeldt, til han mødte op igen. På en anden arbejdsplads til et helt andet arbejde. Det var efter eget valg, understreger han, for arbejdstiderne som lydmand i underholdningsbranchen kunne han ikke forestille sig at komme tilbage til. I dag arbejder han som lærer 20 timer om ugen på Lykkesgårdsskolen. De søgte en sløjdlærer, og på sin vej ud af stress, angst og depression fandt Søren ud af, at træarbejde i værkstedet nede i baghaven var ren og skær terapi for ham. Og så var han ovenikøbet megasej til det.

Det startede med skærebrætter af genbrugstræ til familie og venner, og pr. 1. januar har han lavet ikke blot skærebrætter, men også borde, bænke og brugskunst til kunder over hele landet via eget CVR-nummer og firmaet PåNy. Han er rykket ud af værkstedet i baghaven og ind i en lagerhal i industrikvarteret i Varde med alt sit habengut og håber på at kunne køre en hæderlig forretning op. Men det har ingen hast. For selvom Søren i dag godt kan holde til at arbejde fuld tid igen, så er han ikke interesseret i det.

- I hvert fald ikke under de rammer, som det klassiske arbejdsmarked stiller op. Men det må man jo ikke sige, selvom jeg ved, rigtig mange har det på den måde. Det er bare svært at gøre noget ved som enkeltperson. Herhjemme har vi truffet et valg om, at vi gerne vil skrue ned for forbruget for at have bedre tid. Og vi er privilegerede, at det kan lade sig gøre. Vi har ganske vist ikke mange penge at gøre med, men vi kan dække vores udgifter. At have friheden til at navigere i hverdagen er mere værd for os, forklarer Søren, hvis kone Louise arbejder som ergoterapeut 30 timer om ugen. Så de har god tid sammen som familie og til at mærke efter. Og det er blevet vigtigt.

- Jeg plejer at sige, at jeg sådan set er den samme, som jeg var, før jeg røg ned. Og så alligevel er jeg helt anderledes. Jeg har altid vidst, at jeg elskede min familie. Men i dag kan jeg virkelig mærke det, forklarer Søren.