Annonce
Ugeavisen Varde

Sanne smiler stadig til sine kunder efter 30 år

Sanne Andreasen har været vild med at sælge tøj i Varde i nu 30 år og har ingen planer om at gå på pension foreløbigt. Foto: Steen Tue Bjerborg
Sanne Andreasen havde 1. april 30 års jubilæum med Boutique Sanne i Varde. Varerne og kundernes alder har ændret sig med tiden, men den nære kundekontakt og kvalitetsbevidstheden er den samme.

Varde. Den 4. april rundede Boutique Sanne 30 år som butik i Varde. Marie Uhd har været hele vejen som fast kunde. Og det er hun ikke i tvivl om hvorfor:

- Fordi Sanne er så dejlig. Og så selvfølgelig på grund af varernes kvalitet, lyder det fra den mangeårige stamkunde på vej ud af butikken med endnu et stykke nyt tøj i posen.

Boutique Sanne har i nu 30 år solgt tøj fra især danske mærker. Foto: Steen Tue Bjerborg

Den nære kontakt til kunderne har da også været afgørende for, at ejeren af Boutique Sanne, Sanne Andreasen, har drevet sin butik i så mange år. Og at hun stadig elsker at gå på arbejde og overhovedet ikke tænker på at gå på pension, selvom hun selv nu har rundet de 66 år.

- Jeg elsker at arbejde med mennesker, og det er bare så berigende at møde både nye og gamle kunder i butikken. Så det kan jeg slet ikke undvære, smiler hun.

Annonce

Findes ikke i København

Der kommer mange kunder i Boutique Sanne. Kendte som nye. Turisterne har for alvor fået øje på tøjbutikken for enden af Kræmmergade ned mod torvet. Der hvor Boutique Sanne har ligget, siden den for fem år siden flyttede fra Kræmmerpassagen, fordi der ikke var handelsliv tilbage i strædet.

Ekspedient Annette Thomassen afslutter endnu et salg i Boutique Sanne. Foto: Steen Tue Bjerborg

- Vi har fået flere og flere turister som kunder. Og under corona har der også været flere danske. De siger ofte, at de mangler en butik som denne i byer som Odense og København, forklarer Sanne Andreasen, der flyttede fra Esbjerg til Varde i 1975.

I Varde arbejdede Sanne Andreasen først som beskæftigelsesvejleder, så på Vestkysten. Men siden 1991 har det udelukkende handlet om at sælge tøj og enkelte brugsting og plejeprodukter i Boutique Sanne.

Boutique Sanne

Boutique Sanne åbnede i Kræmmerpassagen den 4. april 1991. I maj 2015 flyttede butikken til Kræmmergade 2, hvor der tidligere var skobutik.

Boutique Sanne ejes og drives af Sanne Andreasen, der har fire ansatte ekspedienter på deltid i butikken.

Boutique Sanne sælger i dag først og fremmest dametøj, blandt andet de danske mærker Two Danes, Trine Kryger og Soulmate. Men der sælges også enkelte brugsting og plejeprodukter.

30 års jubilæet markeres med nedsatte priser på udvalgte varer, konkurrence med præmier, balloner og lidt mundgodt torsdag, fredag og lørdag efter påske.

Den røde tråd har altid været kvalitetsbevidsthed, naturlige råvarer og unikt og dansk design, imens tøj, mærker og varer har ændret sig løbende. For Boutique Sanne er også en butik, der følger med tiden.

- I dag er der ikke så meget alder på tøjet. Derfor ser vi nogle gange, at både mor, datter og bedstemor handler i butikken, fortæller Sanne Andreasen, der dog godt vil stå ved, at det især er de plus 30-årige, der er den store kundegruppe.

Annonce

Nedsatte priser og balloner

Alderen flytter altså med Boutique Sanne, der uofficielt kunne fejre sit 30 års jubilæum med et kæmpe rykind af længselsfulde kunder ved genåbningen 1. marts. Nu kommer så en mere officiel markering af jubilæet. Torsdag, fredag og lørdag efter påske er der stærkt nedsatte priser på varer på gaden, mens der er balloner, konkurrence, præmier og lidt mundgodt inde i butikken.

- Vi ville da gerne have holdt en stor fest. Men nu gør vi så det her, og det er da også en god måde at sige tak til vores kunder, når det er nu er det, der er muligt for tiden, griner ekspedient Annette Thomassen på vej til at hjælpe en kunde i prøverummet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce