Se alle billederne af unikke Amstelborggård: Her flyttede verdensmanden Jens ind med sin meget unge hustru efter næsten 40 år til havs

Strellev: Det har ikke været en nem beslutning for ægteparret Ulla og Henning Storm Rasmussen at sætte deres historiske hjem, Amstelborggård i Strellev, til salg. Ejendommen rummer ikke blot et 25 år langt kapitel i deres egen familiehistorie. Den er en hjørnebrik i egnens historie og har været et omdrejningspunkt for bedsteborgere og standsmæssighed lige siden i hvert fald 1767.

Hovedhuset i sit nuværende udtryk blev opført af stedets vel nok mest kendte ejer, kaptajn Jens Sørensen, der lod ejendommen opkalde efter den hollandske Amstelflod.

Jens Sørensen var en datidens verdensmand. En sømand med farefulde færde på CV’et, som i 1786 vendte hjem til det Vestjylland, hvor han var født 53 år tidligere. Han vendte hjem med en meget ung hustru og en lille nyfødt søn og etablerede sig som en respekteret mand, der kom til at spille en væsentlig rolle i den lokale udvikling i forbindelse med stavnsbåndets ophævelse, der fandt sted i årene umiddelbart efter, han købte Amstelborggård. Et stavnsbånd, han i sin tid selv havde vendt ryggen, mens han endnu kunne: som 15-årig og ganske nykonfirmeret.

Det hovedhus, Jens Sørensen lod opføre, står der stadig. Ahorntræerne ude foran gør også. De er over 150 år gamle og er på det nærmeste blevet en del af husets fundament. De er blevet trimmet nogle gange gennem årene, så de ikke skader huset eller risikerer at smide en gren ned i stråtaget, men de står der stadig som et bolværk ud mod landsbygaden.

Det var i 1997, Ulla og Henning overtog Amstelborggård. Henning var direktør på HTH, og Ulla tandplejer i Skjern. De boede inde i Ølgod, men med to hestepiger til døtre var de på udkig efter noget med god plads på landet.

- Vi havde venner i Strellev, så vi kendte til miljøet og området herude. Og en dag kom en af vennerne og sagde, at Amstelborggård var til salg, fortæller Ulla.

Det var i 1997, og familien var ret hurtigt solgt til stedet, på trods af at det krævede noget mere end blot en kærlig hånd at opgradere det til moderne standarder.

Selvom gården stadig ser ud, som den altid har gjort udadtil, så var det noget af en omgang, der var påkrævet indvendigt, for at familien kunne rykke ind.

- Vi rykkede alt ud. Med en vis ærefrygt for vi ville ikke ødelægge stedets historie. Men efter en snak med museumsinspektør Søren Manøe, som sagde, at blot vi lod det udvendige udtryk stå, så skulle vi lave det, som vi ville have det, fortæller Henning.

I en periode boede familien i den ene ende af huset, mens den anden ende udelukkende bestod af ydermure. Og så blev der ellers lagt nyt tag, nye gulve, ny indretning, køkken, badeværelser, nyt ALT lige med undtagelse af vinduerne, som var skiftet kort inden, familien Storm Rasmussen overtog.

I hovedhuset ud mod vejen blev der åbnet til kip, og de gamle karnapper, der var pillet ned engang i det forrige århundrede, blev retableret og giver i dag et dejligt loftslys ind i den overvældende stue, der modtager en.

Stalden blev også bygget om, så der var plads til syv heste – det vil være fire efter nutidige krav og standarder – og pigerne fik deres heste, det gjorde flere af nabopigerne også, og de stod gerne på Amstelborggård.

- Når jeg tænker på, hvilket liv vi har haft i huset. Med ridepiger og unge mennesker, der har haft plads til at hygge sig for sig selv, men samtidig har været tæt på os, siger Henning og viser rytterstuen i stalden frem.

- Det har været helt fantastisk, og det er noget af det, huset her kan. Der er plads til alle, uden man behøver være for tæt hele tiden, og vi har alle – både børn og voksne – haft plads til selskabelighed og privatliv på samme tid, siger Henning.

- Og så har sammenholdet i byen og med naboerne været helt unikt, siger Ulla, som har været en del alene med børn og dyr i perioder, hvor Hennings arbejde har krævet, at han har været udenlands i hverdagene.

- Jeg har aldrig manglet hjælp til noget. Fællesskabet herude er virkelig guld værd, siger Ulla, mens Henning nikker.

Omvendt har de selv budt ind med alle de ting, de har kunnet. Som for eksempel plads i stalden eller et par timers engagement i at holde fællesarealerne i byen pæne.

- Vi kommer til at savne landsbyfællesskabet. Og vi kommer til at savne ejendommen. Det har ikke været nogen nem beslutning at sælge. Men vi kan ikke leve med, at det skulle ende med at forfalde om ørerne på os, og derfor skal det være, mens vi stadig kan følge med til det, og vi overleverer et hus i sin bedste stand, fortæller Henning.

Han og Ulla har allerede planer for, at deres næste bolig skal ligge i Ølgod, hvor deres ene datter og et barnebarn bor. Det bliver i noget nybyg, så det bliver en helt anden oplevelse end de historiske rammer på Amstelborggård.

At bo i historiske rammer kan give en vis ydmyghed i anskuelsen af ens egen betydning for den historie, man er med til at skrive, mens man stadig er her. Og det at værne om andres bidrag til historien blev for Ulla og Henning hurtigt en naturlig måde at tænke på, når der gennem årene har stået udskiftninger og opgraderinger af indretningen på programmet.

- Det giver en speciel dimension at bo i sådan et gammelt hus. Vi har boet her i 25 år, og det har helt klart været vores primære hjem. Men vi har blot været en del af historien for stedet her. Ydermurene og omgivelserne har huset andre slægters generationer før os, og sådan vil det også være efter os. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have tænkt sådan, hvis vi var blevet boende i vores parcelhus inde i Ølgod, fortæller Henning, mens Ulla nikker.

- For mig har det været vigtigt, at det aldrig har været et museum, men et moderne hjem i historiske rammer, slutter hun.