Varde/Sig: De gør det ikke for at tjene penge. De gør det for at holde en kæmpe fest. Bliver der udsolgt, går de i nul.
Sådan er konceptet på den kæmpestore havefest, som Dennis Nielsen fra Varde lægger grund til.
Han startede sidste år projektet sammen med en større flok venner, fordi de var ærgerlige over, at Owen Luft og Open Air blev aflyst. 472 billetter blev solgt, og det gik over alt forventning, fortæller han:
- Det var en stor succes, og vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle afholde en fest igen. Det var så hyggeligt, og vi oplevede, at "alle var lige", fordi vi jo kører med fri bar.
Alle drikkevarer er nemlig inkluderet i prisen, så gæster kan give lige så mange omgange, de har lyst til uden at have dankortet oppe igen og igen.
Dennis Nielsen, medarrangør Havefesten 2022Det var en stor succes, og vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle afholde en fest igen. Det var så hyggeligt, og vi oplevede, at "alle var lige", fordi vi jo kører med fri bar.
- Det lægger lidt en dæmper på det hele, fordi ingen kan købe store flasker. Alle er på lige fod.
Men ender det så ikke bare helt galt, når man giver fribar til næsten 500 mennesker?
- Nej, det gik faktisk slet ikke op i hat og briller. Nu ryddede vi op dagen efter, og vi fandt kun to smadrede flasker. Det er alligevel imponerende. På selve aftenen var der ingen problemer. Vi havde sikkerhedsvagter til stede, fordi det er lovpligtig, men det blev der overhovedet ikke behov for.
Stort navn
Arrangementet skal gentages, men i år skal det være i en lidt større skala, fortæller Dennis Nielsen.
- Det var rigtig fedt sidste år, men der var for få mennesker på for meget plads. Der var for langt mellem folk. Det vil vi gerne lave om på i år, og det er også derfor, at vi har udvidet billetsalget, så der nu er udbudt 1000 billetter.
Havefesten er udelukkende finansieret af billetsalget. Jo flere billetter, desto større fest. Derfor kan folk også se frem til, at få én af Danmarks mest hypede kunstnere på scenen, nemlig Tobias Rahim, der har flere hits som "Mucki Bar" og "STOR MAND", som lige nu topper flere musiklister.
- Vi havde undersøgt muligheden for Suspekt, men det blev for dyrt. Tobias Rahim skal også have en del penge for at spille, men det passede bedre ind i vores budget. Det er en god timeløn for ham, lad mig sige det sådan, siger Dennis Nielsen med et smil på læben.
Foruden anerkendte kunstnere og fri bar er der skønne grønne omgivelser, som de besøgende kan benytte. Hele pladsen er Dennis og Gurlis baghave. 4000 kvadratmeter kan havefest-deltagerne slynge sig på af de i alt 36.000 kvadratmeter, som parret ejer på Lundvej 227, der er beliggende mellem Varde og Sig.
Det er overraskende nok ikke selve klargørelsen af festivalpladsen, som tager længst tid. Det er alverdens tilladelser som eksempelvis brandtilladelser, byggetilladelser og terrorsikring. Alt sammen formelle ting, der tager meget lang tid.
- Man er nærmest ved at give op. Der er så mange ting, man skal have styr på. Men det er jo det, der skal til.
Ikke konkurrenter
Maden skal folk selv betale for. Der vil være foodtrucks, der blandt andet sælger grillmad og thaimad, så der er rig mulighed for at få lidt i maven i løbet af de 13 timer, som havefesten varer fra klokken 13.00-02.00.
Lokale virksomheder hjælper med alt lige fra barpersonale til opsætning af scene. Det er noget, som folkene bag havefesten har lagt vægt på. Man må hjælpe hinanden lokalt.
- Det kan da godt være, at vi kunne have fået en billigere pris på en scene et andet sted, men hvis alle tænkte sådan, så havde vi ikke lokale virksomheder, fortæller Dennis Nielsen, som ikke tænker flere år ud i fremtiden, når han bliver spurgt om, hvad ambitionerne er med arrangementet.
- Vi tager et år ad gangen, og så må vi se. Vi er jo bare en flok mennesker, der godt kan lide en god fest.
Ser I jer selv som konkurrenter til Open Air og Owen Luft i fremtiden?
- Nej, det gør vi slet ikke. Vi tager allesammen afsted til begge de festivaler, så det er slet ikke noget, vi tænker på, afslutter Dennis Nielsen.
Havefesten 2022
Havefesten finder sted 28. maj. Billetter kan købes på vardebilletten.dk, og der er fri camp på pladsen, hvis man ønsker at slå et telt op. Der vil være forskellig musik i løbet af dagen, mens DJ's spiller mellem og efter koncerterne.
Der vil være ubegrænset fri bar bestående af forskellige drinks, shots, øl, vin og sodavand.
Yderligere information kan findes på Facebooksiden Havefesten 2022.