Annonce
Ugeavisen Varde

Smid børnenes halloween-græskar i boller og bolognese

Indvendig ligner det store halloween-græskar en melon. Og ligesom du undlader at spise tråde og skal i eksempelvis en galiamelon, så bør du gøre det samme ved græskar. Gå i stedet efter kødet længst ud mod skallen eller kernerne. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Du behøver ikke at lade resterne af børnenes halloween-græskar gå til spilde. I stedet kan du bruge det som fyld i boller, kager og kødsovs.
Annonce

Danmark: Hvis dine børn udhuler halloween-græskar i disse uger, så ender en stor del af græskarets indmad formentlig i skraldespanden og ikke ude foran hoveddøren med lys i.

Men det kilotunge, orange bær er faktisk spiseligt, og du kan derfor bruge resterne af halloween-græskarret i din mad.

- De er spiselige, men smager ikke af så meget, som eksempelvis hokkaidogræskar og butternut squash, siger Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken.

- Men har man alligevel købt det til at pynte med, så kan man lige så godt bruge resterne i madlavningen og dermed undgå madspild, forsætter hun.


Græskar går godt med varmere krydderier som ingefær, paprika og cayennepeber - og i søde ting som vil det gå godt med kardemomme og kanel

Søren Staun Petersen, kogebogsforfatter


Græskarret ligner en melon indvendig, og ligesom ved eksempelvis en galiamelon, så bør du hverken spise skallen eller de tråde, der sidder mellem kernerne.

Brug i stedet den del, der sidder tættest på skallen, akkurat som du bruger andre grøntsager.

Det gør ikke noget, at børnene har siddet og modelleret fingrene i det - så længe stykkerne bliver vasket og bagt efterfølgende, forklarer Tove Færch.

Hak, bag, sylt eller svits resterne. Du kan også rive det og komme det i gærboller eller bruge det som erstatning for gulerod i en traditionel gulerodskage. Tilføj samme mængde af græskarret, som du ville have brugt af gulerod.

- Det er med til at give fylde og saftighed til kagen, siger hun.

Annonce

Brug krydderi

Står den på aftensmad, når børnene er færdige med at snitte græskarhoveder, så brug resterne i en kødsovs ved at skære dem i tern og svitse dem sammen med dit hakkede oksekød.

- Halloween-græskarret har en flot farve og en mild smag, så det kan ikke ødelægge noget. Nogle vil synes, det smager af for lidt, men så kan man bare spice det op, siger Tove Færch.

Det kan være med andre grøntsager, krydderier, eller en omgang chili.

Følger du en kageopskrift, og erstatter squash, æble eller gulerod med græskar, behøver du dog ikke tilføje flere krydderier, end der i forvejen er oplyst i opskriften.

Vælger du at lave resterne af halloween-græskarret til en suppe, skal du mere se det som en slags fyld, der skal tilføres smag på anden vis, forklarer Søren Staun Petersen, som er forfatter til bogen "Overrask med græskar".

- Supplér suppen med et mere smagsgivende græskar som hokkaido eller det grålige "Crown Prince", fortsætter han.

Derudover bør du forsøge at sparke græskarsmagen i gang med krydderier.

- Græskar går godt med varmere krydderier som ingefær, paprika og cayennepeber - og i søde ting som vil det gå godt med kardemomme og kanel, siger Søren Staun Petersen.

Men køb ikke græskarret, hvis formålet udelukkende er at spise det - smagen er simpelthen for kedelig, forklarer han.

Lav muffins af resterne fra børnenes halloween-græskar

Pisk 100 gram blødt smør, 2,5 deciliter (cirka 150 gram) brun farin og to æg godt sammen.

Rør 2,5 deciliter hvedemel (cirka 150 gram), to teskefulde kanel og to teskefulde bagepulver i smørblandingen.

Kom en deciliter revet æble (cirka 50 gram) og tre deciliter (150 gram) groftrevet græskar i dejen, og fordel den i ni mellemstore muffinsforme.

Bag dem midt i ovnen i 20 minutter ved 200 grader i traditionel ovn.

Afkøl dem på en bagerist.

Skær 200 gram flødeost naturel i mindre stykker, og rør den sammen med 50 gram flormelis, to teskefulde citronskal og to teskefulde citronskaft.

Kom til sidst cremen i en plastpose med stjernetyl, og sprøjt en top på de kolde muffins.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce