Varde: Tina Schouboe Hofmann har travlt. Ene kvinde skal hun sende varer ud til de, der handler hos Lé Mosch og Léhof - hendes to netbutikker - og her er salget steget markant under coronakrisen.
Hun er ret sikker på, hvad der er årsagen; Det er hendes tilstedeværelse på sociale medier som Facebook og Instagram.
- Jeg bruger virkelig mig selv, og jeg viser vores varer, siger hun.
- Det er jeg glad for, at jeg har gjort nu. Det har virkelig gjort, at folk bakker op om os. Jeg kan se, at der er mange, der skriver kommentarer som "hvor er det fedt", og "jeg lægger en ordre for at støtte dig". Jeg tror helt sikkert, det har gjort meget. Jeg kunne ikke have solgt så meget, som jeg gør nu, uden de sociale medier.