Som mor og direktør føler Britta stor splittelse: - Min længsel efter at være mor støder sammen med det, jeg har talent for karrieremæssigt

Oksbøl: Her er himlen større end nogensinde, fuglene synger, og for første gang cykler de ture uden formål.

- Jeg kunne bare mærke det fra dag ét. Det er lyden af en grussti, når man kører op til sit hus. Lyden af at være kommet hjem, siger Britta Bendix om den 17 hektar store landejendom med søer og skov uden for Oksbøl, som hun sammen med sin mand, Jeppe, og deres tre børn overtog i september sidste år.

Forinden havde de boet seks år i Hjerting, men Britta er vokset op tættere på land end by, så for hende handlede det om at komme tilbage til sine rødder.

- Det føltes ikke sørgeligt at sige farvel til huset i Hjerting. Selvfølgelig var det et stort spring, men det føltes som noget, vi egentligt har længtes efter i lang tid, siger hun og fortsætter:

- Noget ved huset mindede mig om mine bedsteforældres hjem og min barndom, så det er slet ikke fremmed.

Selvom de bekymrede sig lidt over at flytte uden for byskiltet og have langt til Brugsen, så vejede glæden ved at flytte tættere på naturen mere end bekymringerne.

I Hjerting havde de også natur tæt på, men det krævede mere at komme afsted. Der skulle planlægges og gøres en tur ud af det, og alting skulle altid have et formål. For eksempel skulle en cykeltur langs stranden ofte ende med en is hos Stryhns, for selve cykelturen var ikke længere nok i sig selv.

- Derfor skulle naturen være noget, vi havde lige uden for døren. Det skulle ikke kræve en tur, men være noget, som vi kunne træde direkte ud i, forklarer Britta og understreger, at hun bruger naturen til at finde ro til at genoplade efter arbejdsdagene.

Også i weekenderne mærker hun en betydelig forskel fra livet i Hjerting. Dengang kunne det føles klaustrofobisk at være hjemme, og hver fridag begyndte med spørgsmålet: Hvor skal vi tage hen i dag?

På landet nyder familien langsommeligheden, og weekenderne bliver meget oftere brugt hjemme.

- Nu er det mere et spørgsmål om, hvad vi skal lave herhjemme. Om vi skal fiske i søerne eller drikke kaffe i bjælkehytten.

Da Britta fik sit første barn i 2014 og andet barn i 2016, valgte hun at arbejde på deltid hos Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg for at kunne skabe balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Ved kommunalvalget i 2018 blev hun valgt ind i byrådet i Esbjerg og sagde dermed sin faste stilling op. Arbejdet i byrådet blev suppleret med valget til bestyrelsen i Norlys i 2019, hvor også familiens tredje barn kom til verden.

Hun beskriver sig selv som mor med stort M, men hun føler også en splittelse mellem hjerte og hjerne, når hun samtidig er ambitiøs med sin karriere.

- Flere gange i ugen er jeg i dialog med mig selv om den splittelse. For mig er det en længsel efter at være mor, som støder sammen med det, jeg har talent for karrieremæssigt, forklarer hun.

I 2021 blev hun ansat som direktør hos FGU Vest, og det var en mulighed, som hun ikke kunne sige afvise. Det er en krævende stilling, som ikke helt nemt harmonerer med hendes ønsker og behov for familien.

- Jeg vil på den ene side gerne være hjemme hos børnene, men samtidig bruge det, jeg har talent til. Mit talent er her nu, så jeg kan ikke bare vente ti år, til børnene er blevet ældre, siger hun.

Med ambitionerne for både karriere og familieliv kræver det en hårfin balance. Derfor prøver Britta Bendix at lave en skarp prioritering, for eksempel med en fire dages arbejdsuge.

- Jeg prøver benhårdt at finde den gyldne middelvej, men der er ikke så mange kvinder, der har trådt den sti, så det er svært at finde nogle, som jeg kan spejle mig i, siger hun og slår fast:

- Men balancen må kunne findes. Det kan ikke være rigtigt, at man enten skal være mor eller have en karriere.

Et forsøg på at finde balancen er planlægning helt essentiel for Britta Bendix. Hun kalder det at holde familiens værdisæt op imod et karriereliv og træffe de beslutninger, der skaber mest værdi.

Derfor er familietid nu blevet sat på skemaet, og behovet for mere nærvær blev især tydelig, da syvårige Karl en dag sagde til sine forældre: Vi er jo sammen med vores venner hele dagen, så vi vil gerne være sammen med jer om aftenen.

I Hjerting gik familien til fodbold, gymnastik og noget helt tredje uafhængigt af hinanden, men for netop at skabe mere nærvær går familien-Bendix nu til både spejder og svømning sammen alle fem.

- Det handler om at sætte tempoet ned og være nærværende. Vi taler meget om langsommelighed og at være i nuet. Det lyder kliche, men det er rigtigt, siger hun.

Den tankegang er også en af årsagerne til, at et hjem på landet gav så god mening for familien. At flytte fra Hjerting er en af de beslutninger, som understøtter det liv, som de gerne vil leve.

- Til de værdier, som vi havde, var rammerne i Hjerting ikke de rigtige. Flytningen var et skridt i retning af vores største værdier, som er familie og fællesskab, så nu passer vores omgivelser med det liv, vi øver os i at leve.

Den gode mavefornemmelse kom dog ikke bekymringsfrit. Især på børnenes vegne gjorde Britta Bendix sig mange tanker.

- Vi vidste, hvad vi gav dem af værdi ved at flytte på landet, men det var også et stort indgreb i deres liv at skifte skole, børnehave og venner, siger hun.

For at skabe den mest naturlige overgang begyndte syvårige Karl allerede i sin nye klasse i Oksbøl efter sommerferien sidste år, selvom familien på det tidspunkt stadig boede i Hjerting.

Derfor pendlede forældrene til og fra skole med ham, men det har været den helt rigtige begyndelse, konkluderer Britta, som er meget glad for den lokale skole.

- Oksbøl kan noget andet end store skoler med tre spor og 100 elever i hver årgang. Vi længtes efter noget mindre - en landsbyskole med 20 elever i hver klasse og hyggelige lokaler. Det kan vi give børnene nu.

At se sine børn falde godt til og danne nye venskaber, bekræfter Britta Bendix i beslutningen om at flytte, og hun føler, at det ikke kun er hende og Jeppes længsel, der er blevet opfyldt.

Ofte bliver hun nemlig mødt med kommentaren: Hvor er I bare modige. Gid vi turde gøre som jer. Eller af venner og bekendte som spørger: Er I ikke bange for at fortryde?

- Det handler om mod til at turde lytte til sin mavefornemmelse, og selvom det måske virker meget impulsivt, så er det en længsel, vi har talt om i flere år, understreger Britta Bendix og tilføjer:

- Vi lever vores liv i kapitler, og man behøver ikke kende dem alle på forhånd. Hvem siger, at vi skal bo her i 30 år? Hvis ikke det går, så kan vi jo bare flytte tilbage, men lige nu hedder kapitlet landliv og Oksbøl.