Varde: Der er fuld gang i 7-kantens scenebyggeri og systue, hvor der gøres klar til torsdag den 30. juni, hvor årets sommerspil "Jesus Christ Superstar" har premiere. Det skriver 7-kanten i en pressemeddelelse.
Scenografien indeholder blandt andet en masse trapper, så der hamres og skrues på højtryk, og malerne står klar med penslerne, når tømrerne er færdige med deres del af arbejdet.
I 7-kantens systue er cirka 35 syersker i færd med at lave kostumerne til forestillingen. Blandt de mange dragter er en strikket unika-kjole, som karakteren Maria Magdalene, spillet af Mette Hebsgaard, skal bære.
Årets sommerspil har forestillinger fra den 30. juni til den 15. juli. Aftenforestillingerne starter klokken 20.30, og eftermiddagsforestillingerne starter klokken 15.00.