Varde: Tandlægerne i Varde har vundet prisen for årets læreplads ved Fagenes Fest 2020. Det oplyser Rybners uddannelsescenter i en pressemeddelelse.
Klinikkens personale blev rost for deres måde at håndtere eleverne på og få dem til at føle sig som en del at et stærkt fællesskab:
- Man bliver total glad i låget af at arbejde på denne klinik, hvor man er omringet af nogle fantastiske mennesker.
Fagenes Fest hylder alle, der har taget en erhvervsfaglig uddannelse. I alt blev der uddelt legater for 115.000 kr.
Coronapandemien afblæste i år den store fest for alle nyudlærte i Esbjerg, Varde og Vejen kommuner. I stedet blev der holdt tre mindre legatarrangementer for at hylde de håndværkere, der havde ydet en indsats udover det sædvanlige. Nymindegab Kro, Restaurant Parken og Musikhuset Esbjerg dannede rammerne for legatoverrækkelserne.