Annonce
Ugeavisen Varde

Ugens klumme af Ole F. Gudmundsen: Skrækscenariet i Arnbjerg Parken…

- Jeg appellerer til at I, når I går en tur i Arnbjerg Parken og lægger vejen forbi Friluftsscenen, synger af fuldeste bryst, siger ugens klummeskribent Ole F. Gudmundsen. Læs hvorfor i hans klumme. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce

Vi er vist en hel del, der synes at det er godt og vel træls, at Friluftsscenen i Varde skal ligge øde hen til sommer.

To store kulturarrangementer må på grund af coronaen rykkes til næste år. Masser af publikummer og ikke mindst mange frivillige deltagere må kigge langt efter at få en ordentlig en på opleveren.

Heldigvis er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for både Open Air og Varde Sommerspil bliver jo til noget – blot med et års forsinkelse. Jeg glæder mig allerede vildt til 2021!

Men alligevel kan jeg godt blive lidt bekymret. Jeg går ofte en tur forbi Friluftsscenen i Arnbjerg Parken, og nu er jeg begyndt at tænke dystre tanker. Vi bliver nødt til at gøre noget. Vi må træde i karakter, inden det er for sent.

Lyden er der, som den plejer at være, men jeg synes, at den er taget til i intensitet. Den er blevet hidsigere, mere insisterende. Det drejer sig om de infernalske, skingre skrig fra de mange råger, der konstant svæver over eller slår sig ned i træerne ved Friluftsscenen. Man får billeder på nethinden fra Hitchcocks gyser ”Fuglene”.

Og hvad er så min pointe? Jo, de er altså nogle sølle stakler, rågerne. Deres unger, som kommer til verden inden længe, må vokse op som kulturelle analfabeter uden musik, sang og bægerklang. De vil være pisket til at sidde i toppen af træerne og skrige deres frustrationer ud over hele parken, og det kan ingen vel være tjent med. Vi er sikkert mange, der kender til det at overanstrenge stemmen, og rågerne kan jo ikke rende til øre-, næse- og halslæge for at få tjekket, om deres stemmebånd er overbelastede.

Så jeg ser ingen anden udvej, end at vi må bidrage til at højne rågernes kunstneriske forståelse, så de ikke går i kulturelt fordærv inden næste år. Jeg appellerer til at I, når I går en tur i Arnbjerg Parken og lægger vejen forbi Friluftsscenen, synger af fuldeste bryst.

Pyt med, hvilken sang I synger, når bare I synger højt nok til, at rågerne tier stille et øjeblik og lader sangen gå ind og bundfælde sig i deres kulturløse hjerner. Hvis I hører ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme” eller måske strofer fra en af de nye melodier fra næste års sommerspil, så er det bare mig, der synger af karsken bælg – både dag og nat!

På den måde kan vi måske påvirke dem, så de holder mund til næste år, fordi de ganske enkelt ikke vil gå glip af den store kunstneriske oplevelse, der venter dem med både Open Air og Varde Sommerspil.

Og husk nu at synge højt for pokker!

Man får billeder på nethinden fra Hitchcocks gyser ”Fuglene”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

25 års jubilæum

Annonce