Annonce
Ugeavisen Varde

Ugens tanker: Nye mad og hus-idéer under coronaen

I denne uge kan du i Ugeavisen Varde blive inspireret af blandt andre Winnie Nørskov Jensen.

Når man har en drøm om et spisested, som kan samle unge og gamle, og det så bliver den rette tid, men samtidig corona-tid, hvad gør man så?

Hedder man Winnie Nørskov Jensen, så starter man sin spisesteds-idé op - pandemi eller ej.

Biizar er hendes drømmespisested, som hun åbnede i december på Nordre Boulevard i Varde. Hun er begyndt med takeaway som drive in. Så kommer resten stille og roligt.

Jeg har været der og nydt hendes bubble tea. Mmm. Stedet rummer gode ting og sager, selv om det stadig er ydmygt at se på for hendes grønne planer for p-pladsen og alt det hyggelige udenfor må vente.

Respekt for at gå i gang og vise, hvad maden og de andre varer kan, mens omgivelserne stille og roligt bliver til det, Winnie Nørskov Jensen har drømt om i fem år.

Inspiration kan også sagtens komme fra de mere etablerede kræfter. Sådan en må Lin Feng siges at være. Hun er indehaver af restauranterne Big World og Kong Svends Bøfhus i Varde, hvor coronaen også har ramt. Både på omsætningen sidste år og så på nytænkningen.

Det har gjort, at hun har skabt en ny, stor sushi-succes. Og hun tror ikke, de var kommet på idéen, hvis ikke coronaen havde tvunget dem til det.

En anden, der har fået en ny idé, er Torben Lehmann. En husidé. Han og hans hustru har nemlig sat deres hus - stopfyldt af minder - til salg. Og det er ikke noget, man bare sådan lige gør, uden at tænke på skrammer på carporten, drengenes konfirmationer og alt det andet, der er foregået i sådan et hjem gennem mange år.

Det kan du læse om i Torben Lehmanns klumme i denne uge.

Og mangler du en idé - en madidé, så vil jeg gerne her på Ugeavisen Vardes vegne opfordre til at bruge en af de mange lokale spisesteder, som tilbyder takeaway eller udbringning af mad her under nedlukningen. Slip med god samvittighed madlavningen den dag og vælg dit yndlings-takeaway. I vores liste over åbne spisesteder kan du se alt det, der stadig holder åbent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce